Kronik: Myter om indsatsen i Afghanistan

MILITÆR STRATEGI. Operationen i Afghanistan er NATOs vigtigste siden Den Kolde Krig, og de danske soldaters indsats fortjener al mulig respekt. Derfor er dele af den debat, der har kørt den seneste uge både farlig og forstemmende – og total misforstået.

... Taliban har da også flere gange, inden ISAF rykkede ind i deres højborg i Helmand, svoret, at man ville gå hårdt til de nye styrker for at skræmme dem og for at afprøve NATO-landenes viljefasthed.

Jeg er her i nat kommet hjem efter et besøg hos de danske soldater i det sydlige Afghanistan. De er kompetente unge danskere, som med stor professionalisme løser en overordentlig vanskelig og farlig opgave. De er dernede i heden og ørkenen for at vende en årtier lang og dødsensfarlig udvikling. De er der for vores sikkerheds skyld og for Afghanistans fremtid. Deres arbejde er starten på en ny chance for det land, der engang var skjulested og træningslejr for Osama Bin Laden og hans disciple.

Operationen i Afghanistan er NATOs vigtigste siden Den Kolde Krig, og de danske soldaters indsats fortjener al mulig respekt. Derfor er dele af den debat, der har kørt den sidste uge både trist, farlig og forstemmende.

Mange mennesker her i landet har i løbet af den seneste uge haft en holdning til, hvad der sker i Afghanistan og hvorfor. Påstande, som at soldaterne er blevet evakuerede, at de ikke har kunnet løse deres opgave, at de ikke har forudsætningerne for det, at de ikke gør nogen forskel, og at de ikke laver andet end at være levende skydeskiver for Taliban, er føget gennem luften.

Mange af disse udtalelser ser jeg som udtryk for misforståelser, utidig utålmodighed, misforstået omsorg for soldaterne og manglende indsigt i militær strategi. Samtidig er udtalelserne farlige for soldaterne, farlig for hele operationens videre fremdrift og skadelig for Danmarks troværdighed.

Derfor vil jeg gerne prøve at forklare, hvorfor soldaterne fortjener al mulig respekt, og hvorfor operationen – med dansk bidrag – selvfølgelig skal fortsætte. Jeg vil gøre det ved at kommentere på nogle af de påstande og holdninger, der har været ytret i den seneste tid.

Det er overraskende, at der er så farligt at være i Afghanistan!

Operationen i Afghanistan hedder ISAF og ledes af NATO. Den går ud på at udbrede de afghanske myndigheders autoritet til hele landet og skabe forudsætninger for genopbygning af landet. Kun på den måde kan det internationale samfund sikre, at Afghanistan ikke igen bliver en base, hvorfra terroranslag mod vore byer planlægges og forberedes. Det er en stor opgave, og NATO går derfor trinvis frem.

Region for region går vi ind for at skabe forudsætningerne for fremdrift og stabilitet. ISAF er således en langsigtet investering i vores sikkerhed og i en fremtid for et land, der har været så utroligt meget igennem.

Langsigtet er her et nøgleord. For det er klart, at fanatiske talibankrigere og terrorister ikke blot overgiver sig efter en måned, efter et år eller efter flere år. De kæmper en krig om magt, territorium og opium. De har ikke den mindste smule respekt for tab af menneskeliv – det være sig civile afghaneres, udenlandske soldaters eller deres egne. Det er hårde odds. Og Taliban har da også flere gange, inden ISAF rykkede ind i deres højborg i Helmand, svoret, at man ville gå hårdt til de nye styrker for at skræmme dem og for at afprøve NATO-landenes viljefasthed.

Det har vi desværre set ske. ISAF-styrkerne, bl.a. danskerne, er blevet angrebet massivt og intenst. Og selvom det selvfølgelig er både ubehageligt og tragisk, når danske soldater bliver sårede, er det ikke overraskende, at sikkerheden er en stor udfordring.
Regeringen har aldrig lagt skjul på, at det er en farlig mission. Det blev f.eks. gjort klart i forbindelse med folketingsbeslutningen, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Og budskabet blev helt sikkert forstået.

Således skrev Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne også i deres bemærkninger til beslutningsforslaget, at det var en nødvendig mission i et farligt område, der ville få fredskabende karakter.
Forsvarets Efterretningstjeneste leverede til brug for partiernes beslutningsgrundlag en vurdering af situationen. I den kan man bl.a. læse: »Oprørs- og terrorgrupperne Taliban, Herzb-e-Islami/Gulbuddin og Al-Qaida angriber både afghanske og internationale enheder og repræsentanter… Angrebene vil fortsætte.

FE vurderer, at truslen for angreb og terrorhandlinger fra oprørsstyrker og terrorgrupper er høj i hele Afghanistan. Antallet af angreb er størst i de sydlige og sydøstlige områder.«
Med andre ord var det bestemt ikke en ufortalt sandhed, at situationen i det sydlige Afghanistan er farlig. Men selv om det er farligt, er det bestemt ikke tid til at kaste håndklædet i ringen efter få måneders indsats.

Hvis Talibans offensiv fører til, at vi trækker soldaterne tilbage, så vinder Taliban, og så får de endnu mere blod på tanden. Så enkelt er det, og det ville være en katastrofe for ISAF og for Danmark, også fordi vi så langt fra er slået. Vi kan løse opgaven – og vi er i gang med det. De har ikke kunnet klare opgaven. Derfor er soldaterne nu ude af Musa Qala.

Ovenstående er en forhastet og helt forkert konklusion. I Musa Qala afløste danske soldater for en månedstid siden andre NATO soldater for at overtage løsningen af en vanskelig opgave under meget svære betingelser.

Det har de gjort forbilledligt, og nu er de blevet afløst af andre NATO-soldater. Det er helt almindelig praksis, at styrker, der har været indsat i en vanskelig opgave, efter en tid afløses. Det har hele tiden været de militære planer, og det er helt efter bogen.

Så har danskerne haft tid til og mulighed for at restituere og gøre sig klar til den nye operation Medusa, som de blev indsat i for nogle dage siden.
At drage tvivl på den baggrund om deres evne til at løse opgaven og at påstå, at de blev evakueret af den grund, er simpelthen ikke rigtigt, og det er synd for soldaterne og deres pårørende at skulle læse den slags.

Tillad mig at henvise til, hvad oversergent B. Thomsen, der er en af de soldater, der er vendt tilbage fra Musa Qala, sagde på Hærens Operative Kommandos hjemmeside: »Jeg kan ikke nikke genkendende til, at vi skulle være blevet evakueret. Vi er både uddannet og udrustet godt nok.«

En »hvad skal det nytte holdning« har været luftet med henvisning til, at soldaterne i Musa Qala har været forskanset bag høje mure og ikke har kunnet patruljere eller starte genopbygning. Det er i en vis udstrækning rigtigt, at man har forsvaret sig bag høje mure, at man ikke har kunnet patruljere frit, og at genopbygningen i området endnu ikke er kommet rigtig i gang. Men konklusionen: »Det hele er derfor nytteløst« er helt forkert.

Må jeg minde om, at indsatsen kun har stået på i få måneder. Opgaven i Musa Qala har aldrig været tænkt løst på måneder. Musa Qala er fanget i Talibans jerngreb. At løsne det er et langsigtet projekt, og vi står lige nu i en indledende fase af en opgave, det vil tage år at løse. Derfor har jeg svært ved at forstå, at nogle efter få måneder er klar til at give op. Danskerne har ydet en meget fin indsats, og i det lange perspektiv nytter det.

Nogle kunne mene, at jeg som dansk forsvarsminister er forudindtaget i min vurdering af soldaternes indsats. Derfor glædede det mig at læse udtalelsen herunder, som stammer fra en pressemeddelelse, som NATO udsendte 25. august:
»Colonel Arie Vermeij, Regional Command South's Deputy Commander, said, The Musa Qala area has seen a lot of insurgent activity over the last month. The Danes did really well in the face of a tough and challenging task.«

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er stolt af de danske soldaters indsats i Afghanistan. Det var jeg allerede, inden jeg rejste derned, og jeg er bestemt ikke blevet mindre stolt efter at have besøgt dem. Jeg mener, de bør have en utvetydig og klar opbakning til det videre arbejde, som bliver både udfordrende og vanskeligt og ikke mindst meget vigtigt.

Den opbakning giver vi dem ikke ved at så tvivl om deres indsats, deres forudsætninger, deres formål og deres mandat. Derfor håber jeg, at soldaterne kan se frem til både den tiltro og den opbakning, de fortjener. For deres morals skyld, for deres og vores sikkerheds skyld og for afghanernes skyld.

Og når jeg skriver om »vores sikkerhed«, mener jeg det meget bogstaveligt. For vi skal jo ikke glemme, at hele indsatsen i Afghanistan startede efter terrorangrebene 11. september 2001. Danmark og rigtig mange andre lande ville være med til at skabe et nyt Afghanistan, hvor der ikke skulle være grobund for terrorister, der kunne komme til New York, London, Madrid – og hvem ved måske også København – for at sprænge deres bomber og skabe skræk og rædsel.