Kronik: Hvem holder sig for øjnene?

...”Den hemmelige krig” og af Danmarks Radio. Her kan man da om noget tale om at holde sig for øjne og ører, skriver dagens kronikør.

Kronik af Forsvarsminister Søren Gade (V) bragt i Jyllands-Posten 1. februar 2007.

Det må ikke være nemt at hitte rede i de mange udmeldinger og beskyldninger, som dagligt fremsættes i sagen om tilbageholdte i Afghanistan.

Men lad mig starte med at slå en ting helt fast: Jeg tager fuldstændig afstand fra enhver form for tortur og mishandling. Der findes ikke noget, der kan kaldes ”tortur light”. Mit menneskesyn tilsiger mig, at personer, som danske styrker tilbageholder, skal behandles i overensstemmelse med konventionerne.

Som forsvarsminister vil jeg aldrig tillade, at der hersker tvivl om, at Danmark følger spillereglerne. Derfor har jeg netop gang på gang betonet vigtigheden af konventionernes overholdelse, ligesom jeg i de seneste år har taget en lang række tiltag, som skal sikre dette.

En af mine første handlinger som forsvarsminister var således at sende et brev til forsvarschefen blot to uger efter min tiltrædelse i maj 2004, hvor jeg indskærpede betydningen af, at vi førte korrekt tilsyn med de personer, som vi havde tilbageholdt i Irak. På baggrund af de forfærdelige overgreb i Abu Ghraib, var det vigtigt for regeringen at sende et tydeligt signal om, at spillereglerne ved tilbageholdelse skulle respekteres.

Senere i 2004 blev der rejst tvivl om hvorvidt udspørgen i Irak var foregået korrekt. Her valgte jeg i samråd med forsvarschefen at hjemtage dele af ledelsen – igen fordi jeg lægger afgørende vægt på, at der ikke må herske tvivl om vores troværdighed. Det gælder såvel i forhold til befolkningen som i forhold til vores samarbejdspartnere i internationale operationer.

Derudover har jeg taget initiativ til aftaler, som skal sikre, at personer som danske soldater tilbageholder behandles korrekt.
Den første aftale var med Afghanistan i juni 2005 og kom i stand efter jeg havde haft møder i Afghanistan med såvel præsident Karzai som forsvarsminister Wardak.

Aftalen sikrer, at personer, som Danmark tilbageholder i Afghanistan, kan overdrages til de afghanske myndigheder, som er forpligtet til at behandle de overladte personer humant, ligesom de ikke kan blive udsat for dødsstraf. Samtidig har danske soldater samt Det Internationale Røde Kors og en afghansk menneskerettighedsorganisation adgang til de tilbageholdte.

Tilsvarende har vi i januar 2006 lavet en aftale med briterne, som betyder, at vi overlader tilbageholdte i Irak til briterne.
Hvor utroligt det end lyder i betragtning af det nuværende mediecirkus omkring operationerne i 2002, ja så har Danmark med andre ord faktisk været et foregangsland på dette område. Den danske aftale har således tjent som inspiration for andre lande, der har søgt at indgå tilsvarende aftaler.

Derfor er det desto mere ærgerligt, når medier mere eller mindre bevidst sammenblander forskellige oplysninger, begivenheder og billeder.

På en tv-kanal ”dokumenterer” man for eksempel sine påstande om de danske specialstyrker ved at vise billeder, som er taget et andet sted i Afghanistan - og fire år senere. Man bringer interviews med en person, der ikke var i Afghanistan under de to operationer i foråret 2002 og bruger denne person som sandhedsvidne på, hvad der rent faktisk skete.

Jeg har ved flere lejligheder talt med soldater, som meget direkte gav udtryk for, at de var ved at være godt trætte af at se sig selv og kammerater på tv-billeder, som dokumentation for noget, som de intet havde med at gøre.

Samtidig fravælger man åbenbart omhyggeligt de interviews og udtalelser, der bekræfter regeringens redegørelse for begivenhederne, og man viger tilsyneladende heller ikke tilbage for at ”vinkle” sine oversættelser af udtalelser fra amerikanske soldater, sådan at de passer bedre ind i det samlede billede, som man ønsker at skabe.

Heldigvis er ikke alle medier hoppet med på vognen, og et enkelt dagblad bragte da også i den forgangne uge en artikel om 12 alvorlige fejl og manipulationer i Danmarks Radios dækning af sagen, ligesom blandt andet Morgenavisen Jyllands-Posten har forholdt sig kritisk til de fremsatte påstande.

Oppositionen har dog for nærværende - og meget belejligt – stort set undladt at forholde sig til den fremførte kritik af den såkaldte dokumentarfilm og af Danmarks Radio. Her kan man da om noget tale om at holde sig for øjne og ører.

Oven i et mediebillede, der til tider er ganske vildledende, kommer en mere og mere skinger opposition, der konstant kræver nye undersøgelser, og som griber fat i selv den mindste detalje i håbet om, at man måske denne gang kan få skovlen under regeringen.
Jeg er helt på det rene med, at det selvfølgelig er en oppositions opgave at være kritisk – det siger sig selv – og en kritisk opposition kan også i mange tilfælde være en nyttig og konstruktiv modstander og medspiller.

Men der må også være krav til oppositionen om balance og proportioner – man kan ikke udelade det som ikke passer ind i oppositionens eget billede og interesser, mens man forventer, at regeringen skal forholde sig til alt. I hvert fald ikke hvis oppositionen ønsker at fremstå som en troværdig og oprigtig modspiller til regeringen.

Herudover er jeg også nødt til at påpege, hvordan denne sag mistænkeliggør den indsats, som jægersoldaterne og frømændene ydede i Afghanistan. Jeg nævner dette, selvom jeg ved, at jeg vil blive mødt med et ramaskrig fra visse dele af oppositionen. De kritiserer kun regeringen eller til nød forsvarets ledelse… siger de.
Men er det nu sandt? For når man ikke tror på, at soldaterne kun overlod tilbageholdte til amerikanerne ved to lejligheder; ja så er det faktisk soldaternes egne situationsrapporter, som man ikke tror på.

Situationsrapporterne er ikke skrevet i Forsvarskommandoen eller Hærens Operative Kommando i forbindelse med regeringens redegørelse. De er heller ikke blevet redigeret af embedsmænd i Forsvarsministeriet. Nej, de er skrevet i Afghanistan i foråret 2002. Af de soldater som til daglig løste den opgave, som et bredt flertal i Folketinget havde pålagt dem.

På et tidspunkt hvor der ikke var nogen, der kunne forestille sig den polemik, som vi nu er i gennem.
Jeg skal gerne medgive, at det kan være svært at holde tungen lige i munden i kølvandet på det mediecirkus, der har karakteriseret såvel lanceringen af Danmarks Radios såkaldte dokumentarfilm som den efterfølgende dækning af sagen. For emner som Genevekonventioner, magtanvendelsesdirektiver og tolkning af ekstraherede situationsrapporter er måske heller ikke de nemmeste emner at videreformidle på en pædagogisk facon.

Men netop fordi sagen er kompliceret, er der desto mere grund til, at vi lige tænker tilbage på situationen i 2002. I en tid hvor vi stadig havde 11. september angrebene med de 3.000 dræbte i frisk erindring. I en tid hvor vores daværende statsminister utvetydigt tilkendegav den danske støtte til kampen mod de terrorister, der havde angrebet alle demokratier.

Vi skal her huske på, hvad regeringen vidste, hvad regeringen burde have vidst og – måske frem for alt – hvad regeringen ikke havde mulighed for at vide.

Og når man i bagklogskabens klare lys bedømmer regeringens handlinger tilbage i 2002, er det vel egentligt interessant at sammenligne med, hvordan andre lande forholdt sig til den samme situation.

Når det i et indlæg i Politiken fremhæves, at norske specialstyrker ikke overlod tilbageholdte til amerikanerne, er det isoleret set korrekt.

Men træder man lidt tilbage og ser tingene i deres sammenhæng, ser tingene imidlertid anderledes ud. Det er rigtigt, at norske specialstyrker ikke tilbageholdte personer, mens danske specialstyrker var i Afghanistan i foråret 2002, men det kunne de imidlertid have gjort. Det ville ligge inden for det mandat, som de norske styrker blev sendt af sted med.

Hvordan havde Norge så i givet fald tænkt sig at håndtere tilbageholdte? Heller ikke de norske specialstyrker var jo udrustet eller uddannet til at tage hånd om tilbageholdte personer, og derfor var forholdsordren for de norske styrker den samme som for de danske: Tilbageholdte personer skulle i givet fald overdrages til amerikanerne. Norge ville – ligesom Danmark – lægge til grund, at tilbageholdte, der blev overdraget til USA ville blive behandlet i overensstemmelse med gældende folkeretlige forpligtelser. Det har nordmændene for nylig oplyst i et brev til Forsvarsministeriet.

Uanset hvad visse dele af medierne måtte bringe af påstande, og uanset hvad oppositionen måtte fremføre af anklager vil jeg afslutningsvis – endnu en gang - slå én ting helt fast: Personer, som danske styrker tilbageholder, skal behandles ordentligt og i overensstemmelse med konventionerne. Det har jeg brugt meget af min tid de første snart tre år af mit ministervirke på at sikre – og det vil jeg fortsætte med, så længe jeg sidder på ministertaburetten.

Ikke fordi jeg ikke har endog meget stor tillid til vores udsendte soldater, der gør et fremragende stykke arbejde. Men fordi at der ikke må herske den mindste tvivl om mit menneskesyn og mit ønske om bedst muligt at tilsikre mig, at tilbageholdte bliver behandlet humant.

Vi kan ikke være andet bekendt.