Som en del af beslutningsgrundlaget vedrørende anskaffelse af nye kampfly har forsvaret bl.a. gennemført analyser af muligheden for at kunne flyve længere i de nuværende F-16 fly. Analyserne har bl.a. skulle tilpasses den reduktion i antallet af operative kampfly fra 48 til 30, som er en del af forsvarsforlig 2010 – 2014.
 

Forsvaret er nu så langt med disse analyser, at de foreløbige resultater foreligger. De foreløbige resultater viser, at der kan flyves 2-4 år længere med F-16 flyene oprindeligt planlagt.
 

På den baggrund finder Regeringen, at det vil være fornuftigt at udsætte anskaffelsen af nye kampfly til forsvaret.
 

Beslutningen om typevalget af nyt kampfly skal fortsat tages i forsvarsforligsperioden 2010-2014.
 

Beslutningen har ingen indflydelse på Danmarks deltagelse som partner i Joint Strike Fighter programmet, der fortsætter uændret.
 
Forsvarsministeren udtaler i den forbindelse:
 
”Efter min tiltrædelse som forsvarsminister er en af de sager, som jeg har fokuseret på, naturligvis sagen om nye kampfly, herunder hvornår det er nødvendigt at købe nye fly.
 
Det har nu vist sig, at vi kan flyve 2-4 år længere med F-16 flyene. Det er derfor min vurdering – og det har vi drøftet i Regeringen – at vi bør udskyde købet af nye kampfly tilsvarende, hvilket jeg i dag forelægger partierne bag forsvarsforliget.
 

Det indebærer samtidig, at vi heller ikke nu skal bestemme os for, hvilken type kampfly vi skal købe. Det er almindelig sund fornuft også at vente et par år med den beslutning.
 

På den måde vil vi samtidig have et bedre og mere sikkert beslutningsgrundlag, når vi skal bestemme, hvilket fly der skal afløse vores F-16.
 

Jeg har bedt forsvaret om at arbejde videre med analyserne. Når resultatet foreligger, vil vi tage endelig stilling til, hvor længe F-16-flyene skal anvendes.”