For første gang besøger Nick Hækkerup sin amerikanske kollega Leon Panetta i Washington DC. Panetta har inviteret Hækkerup til Pentagon, for at drøfte det stærke partnerskab mellem Danmark og USA og ikke mindst udviklingen i Afghanistan forud for Natos topmøde i Chicago i maj. På topmødet skal Nato-landene blandt andet lægge en plan for, hvordan sikkerhedsansvaret i Afghanistan gradvist overdrages til den afghanske regering frem mod 2014.

”USA er ubetinget Danmarks vigtigste allierede, og når man får en invitation som den her, siger man naturligvis ja tak. Jeg ser meget frem til at mødes med den amerikanske forsvarsminister og drøfte nogle af de udfordringer, vi sammen står overfor,” siger Nick Hækkerup

Forud for mødet med Leon Panetta i Pentagon besøger Nick Hækkerup også Arlington National Cemetery, hvor han vil lægge en krans ved ’Mindesmærket for Faldne Amerikanske Flyvere i Danmark’.

Besøget i Washington DC. er led i et 4-dages USA-besøg, hvor Nick Hækkerup også skal besøge FN i New York.