Som led i det danske formandskab for NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation) er Danmark i perioden 7.-8. maj 2012 vært for det nordiske forsvarsministermøde på Frederiksborg Slot i Hillerød. På mødet deltager forsvarsministrene fra Sverige, Norge og Finland samt Islands ambassadør i Danmark.

Mødet er det første forsvarsministermøde under det danske formandskab for NORDEFCO.

På mødet skal forsvarsministrene blandt andet drøfte udviklingen i Afghanistan forud for NATO’s topmøde i Chicago d. 20.-21. maj 2012, samt hvordan det nordiske forsvarssamarbejde kan styrkes i fremtiden, blandt andet i forbindelse med kapacitetsopbygning i Afrika og eventuelle fælles nordiske bidrag til FN. På mødet vil der endvidere blive orienteret om det Nordiske Industriseminar, der blev afholdt i Bella Centeret d. 2. – 3. maj.