Under et sit besøg i København underskrev den britiske forsvarsminister, Philip Hammond sammen med forsvarsminister Nick Hækkerup i dag en strategisk forsvarspolitisk aftale mellem Danmark og Storbritannien. Aftalen markerer en milepæl i det tætte samarbejde mellem de to lande, og bekræfter det nære bånd der er mellem Danmark og Storbritannien på forsvarsområdet – ikke mindst efter 2014, når både de britiske og danske kampstyrker er trukket ud af Afghanistan.

”Det er ikke hver dag, vi underskriver sådan en aftale med et andet land. Aftalen betyder, at Danmark og Storbritannien nu er nære, strategiske samarbejdspartnere – ikke kun i Afghanistan, men i fremtiden generelt.” siger Nick Hækkerup.

Aftalen, der bygger på det tætte samarbejde mellem Danmark og Storbritannien fra blandt andet Afghanistan og NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, åbner op for en lang række konkrete muligheder for tæt og strategisk samarbejde mellem det danske og det britiske forsvar.

”Vores indsats i Helmand, vores fælles værdier og vores fælles forståelse af de sikkerhedspolitiske udfordringer, og hvordan vi møder dem, er et vidnesbyrd om, at vi kan nå længere sammen, end ved at gå alene,” siger Nick Hækkerup.

Læs den underskrevne aftale