Folketingsmedlem Bjarne Laustsen bliver fra den 1. november 2013 den nye kommitterede for Hjemmeværnet og afløser dermed Jens Hald.

Bjarne Laustsen, der er 59 år og oprindelig uddannet maskinarbejder, har været medlem af Folketinget i perioden 1992-1994 samt kontinuerligt siden 1998. Bjarne Laustsen har bl.a. været forsvarsordfører i perioden 2011-2013.

Gennem sit politiske virke har Bjarne Laustsen opbygget et indgående kendskab til Forsvaret samt Hjemmeværnet, og han vil derfor blive et godt bindeled mellem Hjemmeværnet, det politiske niveau samt befolkningen.

”Jeg er glad for, at valget er faldet på Bjarne Laustsen som ny kommitteret for Hjemmeværnet”, udtaler forsvarsminister Nicolai Wammen.

”Hjemmeværnet er inde i en rigtig positiv udvikling. Det gælder både i forhold til rekruttering og i forhold til befolkningens anerkendelse af det kæmpestore arbejde, som Hjemmeværnets tusindvis af frivillige udfører hver dag året rundt til gavn for os alle sammen,” udtaler forsvarsminister Nicolai Wammen.