Den danske fregat Iver Huitfeldt og danske frømænd fra fregatten har i dag hjulpet med at bringe de to danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz og deres fire filippinske kollegaer i sikkerhed efter frigivelsen fra somaliske pirater. Forsvarsminister Nick Hækkerup glæder sig over, at det endelig er lykkedes at få gidslerne fri.

”Jeg vil gerne udtrykke min store glæde over frigivelsen og lykønsker søfolkene – Søren og Eddy, deres fire filippinske kollegaer og deres pårørende, nu hvor deres forfærdelige situation endelig er afsluttet”, siger Nick Hækkerup.

Forsvarsministeren glæder sig samtidig over, at danske specialstyrker efter frigivelsen bragte gidslerne i sikkerhed om bord på den danske fregat Iver Huitfeldt, der i øjeblikket opererer i området ud for Somalia.

”Vi kan fra dansk side være meget tilfredse med den indsats, som vores udsendte soldater har ydet for at bringe de frigivne søfolk i sikkerhed. Frømænd har i samarbejde med Iver Huitfeldts helikopter og øvrige besætning i dag været inde på kysten i Somalia og hente de frigivne gidsler. Alle er nu sikkert tilbage på fregatten, hvor de frigivne gidsler har haft mulighed for at komme under kyndig lægebehandling”, siger Nick Hækkerup.