Forsvarsminister Nick Hækkerup kommer torsdag hjem fra sit besøg i Helmand-provinsen i Afghanistan, som blandt andet har omfattet besøg ved de danske styrker i Lashkar Gah og i lejrene Bastion og Price. Under besøget mødtes Nick Hækkerup også med specialenheden Task Force 7, der i sidste uge mistede en soldat.
 
”Det har gjort dybt indtryk på mig at besøge vores danske soldater, der i sidste uge oplevede et stort tab. Det påvirker dem selvfølgelig at opleve tabet af en god kammerat. Vores soldater yder virkelig en stor og uselvisk indsats, for Afghanistan, men først og fremmest for sikkerheden i vores eget land. På trods af de tab, vi oplever i Afghanistan, er det vigtigt, at vi fortsætter med at træne og uddanne afghanerne, så de kan klare sig selv, og så vi med tiden kan få vores kampsoldater hjem”, siger forsvarsminister Nick Hækkerup.
 
I alt er der ca. 650 danske soldater i Afghanistan. Ca. 550 af soldaterne er udsendt til Helmand-provinsen.