Regeringen har besluttet at sende sundhedspersonale til Vestafrika for at bekæmpe og dæmme op for ebola-krisen, og det første hold sundhedspersonale rejser i dag til Sierra Leone. Efter cirka tre ugers uddannelsesforløb i Danmark og Storbritannien er de nu klar til afrejse. I Sierra Leone venter et sidste kort uddannelsesforløb, inden behandlingen af patienter begynder.

”Det er utrolig vigtigt, at vi fra dansk side hjælper i kampen mod ebola og ikke bare lader stå til, så sygdommen spredes yderligere. Alt for mange er allerede ramt af sygdommen og flere tusinder er døde. Det er bestemt ikke nogen nem opgave, som vi sender dette hold af sundhedspersonale afsted på, men jeg er ikke i tvivl om, at de er klar til opgaven, og at de vil gøre en stor forskel”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen og tilføjer:

”Jeg har selv haft muligheden for at møde holdet under deres uddannelse i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er nogle meget engagerede og dedikerede mennesker, der sætter ønsket om at hjælpe andre over alt andet. Det er en stor beslutning at tage af sted til Vestafrika for at bekæmpe ebola og forlade familie og venner her i juletiden. Men også en meget vigtig beslutning. Jeg har den største respekt for den indsats, de yder og deres vilje at hjælpe mennesker i nød”, siger Nicolai Wammen.

Holdet består af 4 læger, 12 sygeplejersker, 1 medico-tekniker, 2 bioanalytikere og en holdfører fra Forsvaret. Det er Forsvarets Sundhedstjeneste, der står for forberedelserne af sundhedspersonalet, der er rekrutteret fra den civile sundhedssektor.

Det danske bidrag organiseres og ledes af Forsvarets Sundhedstjeneste, som har erfaring med sundhedsfaglig indsats i udlandet. De udsendte vil således få en kontrakt med Forsvaret i perioden.

Det danske sundhedspersonale vil blive indsat sammen med et irsk hold i Sierra Leone, hvor det vil indgå i en stor britisk ledet operation. Det er en irsk NGO (Non-Governmental Organization) ved navn GOAL som det danske bidrag skal udsendes med.

I Sierra Leone skal holdet indkvarteres i en lejr i Port Loko. Den lejr har udsendte fra Beredskabsstyrelsen bygget, ligesom Beredskabsstyrelsen i de kommende cirka seks måneder vil have en håndfuld medarbejdere indkvarteret med henblik på at vedligeholde lejren.

FAKTA
Den samlede ansættelsesperiode på et hold vil være ca. 12 uger, heraf 2-3 ugers forberedelser i Danmark og England, 6 ugers indsats i Sierra Leone og 3 ugers observationsperiode efter hjemkomsten.

Det er Sundhedsministeriet og Danske Regioner, der har stået for rekrutteringen af sundhedspersonel til det første hold. Der skal sendes flere hold afsted i den kommende tid. Sundhedsministeriet og Danske Regioner forsætter derfor rekrutteringsprocessen.