Det danske og det franske forsvar skal fremover arbejde mere sammen. Det er hensigten med en ny forsvarsaftale, som forsvarsminister Nicolai Wammen underskrev sammen med sin franske kollega, Jean-Yves Le Drian, d. 18. juni i Paris og som netop er blevet offentliggjort.

”Vi har allerede et godt samarbejde med Frankrig, men aftalen giver os mulighed for at styrke det tætte bånd mellem vores lande endnu mere. Det er klart en fordel for det danske forsvar, da vi kan lære meget af franskmændene. Frankrig har et stærkt forsvar med mange udsendelser og erfaringer bl.a. fra operationer rundt omkring i verden", siger forsvarsminister Nicolai Wammen, der selv fremsatte forslaget om aftalen for franskmændene.

Det franske og danske forsvar har arbejdet sammen i flere omgange. F.eks. i Kosovo og Mali. Danmark var blandt de første lande til at tage af sted til Mali, da Frankrig bad om hjælp i kampen mod de bevæbnede islamister i januar sidste år.
 
Det danske flyvevåben iværksatte efter erfaringerne fra samarbejdet i Mali certificering af de danske Hercules-fly efter franske air drop-bestemmelser, så man har det formelle på plads til at kunne løse den slags opgaver i fremtiden. Den form for samarbejde vil det være meget nemmere at planlægge og gennemføre med den hensigtserklæring om øget samarbejde, der ligger i den nye aftale. Et andet eksempel kan være samarbejde mellem det franske og danske søværn om træning og navigation i henholdsvis arktiske og tropiske farvande, hvor Danmark og Frankrig også kan lære meget af hinanden.

Formålet med aftalen er at udvikle samarbejdet på områder, hvor det giver mening og hvor de to lande kan lære af hinanden. Der er tale om et såkaldt Letter of Intent, der skal være med til at formalisere mulighederne for erfaringsudveksling mellem det danske og franske forsvar. Danmark har allerede lignende aftaler med Storbritannien og USA.

”Som et land med begrænsede resurser og en aktiv udenrigspolitik, er det naturligvis værdifuldt at have et tæt samarbejde med et land som Frankrig men også med andre større lande. De tætte bånd betyder, at Danmark kan gå med i missioner, som andre lande har lead på. Fra dansk side vil vi gerne gøre en forskel, men vi kan ikke gøre det alene, det kræver et godt samarbejde med vores nære alliancepartnere”, siger Nicolai Wammen.

Læs aftalen her