Beredskabsstyrelsen sender nu også materiel og mandskab til Bosnien for at hjælpe med at lede vandmasser væk fra oversvømmede områder og forsyne befolkningen med rent drikkevand.

I alt drejer det sig om 8 vandrensningsmoduler, 34 mand og tungt lænsepumpemateriel med en samlet kapacitet til at flytte 3,2 mio. liter vand i timen.

Forsvarsminister Nicolai Wammen understreger, at behovet for hjælp er stort.
- Det er en helt usædvanlig situation på Balkan. Oversvømmelserne er de værste i over hundrede år. Nu hjælper vi fra dansk side sammen med en lang række andre EU-lande med at hjælpe folk i regionen, der er i en meget svær situation, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

192.000 liter rent drikkevand i døgnet
Vandrensningsmodulerne, der sendes til Bosnien, kan samlet set levere 192.000 liter rent drikkevand i døgnet. Udstyret kan rense selv meget beskidt vand, og består af små mobile enheder, der hurtigt kan sættes ind, hvor behovet er størst.

Beredskabsstyrelsen har i forvejen sendt et hold redningsfolk på 26 mand og 13 køretøjer med tungt lænsepumpeudstyr til Serbien med tilsvarende pumpekapacitet, samt en beredskabsekspert, der indgår i et FN-hold, som vurderer og koordinerer katastrofeindsatsen i hele regionen.

Udsendelsen af Beredskabsstyrelsens bidrag sker efter anmodning fra Bosnien via EU’s center for koordination af katastrofehjælp, ERCC.

Mandskab og materiel ventes afgå lørdag morgen fra Haderslev
Beredskabsstyrelsens mandskab, køretøjer og materiel samles på Beredskabsstyrelsen Sydjylland, Vilstrupvej 55 i Haderslev, og forventes afgå fra centeret lørdag morgen tidlig.