Forsvarsminister Nicolai Wammen udtaler efter besøget:

"Det har været vigtigt for mig at besøge de danske styrker i Helmand, inden de tager hjem senere på året. Også dette besøg har været meget interessant og lærerigt. Jeg er særdeles stolt af den indsats, de danske soldater yder under udfordrende og vanskelige vilkår. Der er grund til stolthed over vores soldaters indsats."

Og forsvarsministeren fortsætter:

"Vores soldater gør en forskel. På trods af enorme udfordringer står Afghanistan over for det første demokratiske regeringsskifte i landets historie, og de afghanske sikkerhedsstyrker varetager sikkerheden i hele landet. Det har danske soldater bidraget til og tilmed i et af de mest udfordrende områder i Afghanistan. Det fortjener vores respekt."

"Den nuværende styrke i Helmand har stadig en udfordrende opgave. Ikke mindst sammenpakning af lejren og materiel vil være en stor og kompleks opgave, der skal løses, samtidigt med at risikofyldte opgaver uden for basen forsat er en del af soldaternes arbejde." 

I alt er der ca. 280 danske soldater i Afghanistan. ca. 210 af soldaterne er udsendt til Helmand-provinsen.