Pirateri, røveri, uautoriseret fiskeri og andre kriminelle aktiviteter i farvandet ud for Vestafrikas kyst giver anledning til stigende bekymring, både i de vestafrikanske lande og blandt deres europæiske handelspartnere, som f.eks. Danmark. Derfor præsenterede forsvarsminister Nicolai Wammen sammen med forsvarsministrene fra Frankrig, Spanien og Portugal i går i Bruxelles et fælles positionspapir om maritim sikkerhed i Guineabugten.
 
”Det gælder mig, at vi sammen med Frankrig, Spanien og Portugal nu tager fat om problemerne i Guineabugten. De vestafrikanske lande gør selv en indsats for at forbedre den maritime sikkerhed og bekæmpe kriminaliteten, men der er tale om en stor udfordring, som landene endnu ikke er i stand til at håndtere selv. Det skader både de vestafrikanske landes økonomi og deres europæiske handelspartnere. Vi vil nu sammen se på, hvordan vi bedst kan støtte landene bl.a. i forhold til at overvåge farvandet i området.
 
Vi satte allerede med lanceringen af Danmarks nye anti-pirateri strategi fokus på Guineabugten. Selvom situationen i Guineabugten er anderledes end ved Somalias kyst, har vi gode erfaringer at trække på fra indsatsen her. Frankrig, Spanien og Portugal har et godt kendskab til situationen i Guineabugten og sammen tror jeg derfor, at vi kan gøre en forskel, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.
 
De fire lande vil samarbejde om informationsdeling i Guineabugten og støtte de vestafrikanske lande, som allerede arbejder på at opbygge et regionalt samarbejde for bedre at kunne overvåge Guineabugten, som dækker en kyststrækning på 6000 km fra Senegal i nord til Angola i syd.
 
Regeringen lancerede i februar en ny strategi for Danmarks indsats mod pirateri og væbnet røveri til søs for perioden 2015 til 2018. Strategien har fortsat fokus på at fastholde den positive udvikling ved Somalias kyst, hvor pirateriet som følge af den bredspektrede internationale indsats er faldet drastisk gennem de seneste år. Men som noget nyt fokuserer strategien også på pirateri og væbnet røveri til søs i Guineabugten. 
 
Læs den danske pirateri-strategi 2015-2018