Der blev udvekslet erfaringer om indsatsen mod ISIL, da forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og den australske forsvarsminister Marise Payne mødtes i dag i forlængelse af Defeat-ISIL mødet.

”Australien bidrager både med træningsbidrag, specialoperationsstyrker og kampfly i kampen mod ISIL. Det var derfor meget interessant at høre, hvilke erfaringer de har gjort sig, da vi jo selv har haft kampfly og for nuværende har bl.a. træningsbidrag og specialoperationsstyrker i Irak.

Vi drøftede indsatsen mod ISIL og var enige om, at trods momentum i indsatsen så er ISIL langt fra nedkæmpet. Det er derfor vigtigt, at vi holder fokus på fremgang og stabilisering af de tilbageerobrede områder”, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

De to forsvarsministre fik også lejlighed til at drøfte indsatsen i Afghanistan, hvor også både Danmark og Australien bidrager til NATO’s Resolute Support mission.

Australien bidrager aktuelt med ca. 370 soldater til den internationale koalitions kamp mod ISIL i Irak og Syrien. Hertil kommer et bidrag omfattende ca. 270 soldater til NATO’s mission i Afghanistan.

Fotos fra DEFEAT-ISIL konferencen findes på Forsvarsgalleriet.dk.