Nyheder
Sociale medier
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen besøger Ukraine på et tidspunkt med øget russisk pres, aggressive skridt i og omkring Det Azovske Hav og krænkelser af Ukraines frihed og suverænitet.
Efter to dages rundrejse i Ukraine - fra den såkaldte kontaktlinje med Rusland i øst over hovedstaden Kiev til den danske militærrådgivning i Lviv i vest - vender forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i dag retur til Danmark med et blandet førstehåndsindtryk af konflikten.
På den ene side er der fortsat øget russisk pres omkring Det Azovske Hav og aggression efter det folkelige oprør tilbage i 2014, der efterfølgende førte til Ruslands ulovlige annektering af Krim, pro-russiske separatister og krav om løsrivelse. På den anden side et fungerende Ukraine, der i påsken gennemførte et fredeligt og efter forholdene demokratisk præsidentvalg - hvilket er afgørende, da Ukraines stabilitet og sikkerhed er af strategisk vigtighed for resten af Europa.
Få dage før anden runde af det ukrainske præsidentvalg indførte Rusland et forbud mod olie- og kuleksport mod Ukraine. Den russiske intimidering er åbenbar.
”Rusland vil gå langt, for at sikre at Ukraine ikke lykkes med at tage selvstændig stilling til forholdet til Vesten. Det må Rusland ikke få held med. Hverken af hensyn til Ukraine selv eller af hensyn til resten af Europa," fastslår forsvarsministeren og fortsætter:
"Rusland respekterer kun modparten, hvis man forhandler ud fra en styrkeposition, og det aftvinger respekt, hvor langt Ukraine er nået med sine militærreformer. Det handler om at sikre Ukraines frihed og ret til at træffe demokratiske beslutninger uden ekstern indgriben med militær magt og intimidering, som vi desværre har set Rusland gøre det i årevis.
Claus Hjort Fredriksen drøftede i Ukraine situationen med den ukrainske forsvarsminister, Stephan Poltorak. Hvorvidt Poltorak fortsætter på posten, er endnu usikkert, efter at tv-stjernen Volodymyr Zelenskyj vandt weekendens præsidentvalg over den siddende præsident Petro Porosjenko.
"Danmark bakker fuldt op om Ukraines territoriale integritet. Med freds- og stabiliseringsprogrammet fastholder vi vores engagement for at sikre stabilitet og fremgang i Ukraine - og for at internationale spilleregler overholdes," siger forsvarsministeren om det danske hjælpeprogram på 120 millioner kroner over årene 2018-21, der blandt andet skal gøre det ukrainske forsvar mere effektivt og forankret i NATO-standarder.
"De udsendte danske rådgivere i Ukraine er det vigtigste aktiv i vores støtte til landet på forsvarsområdet. Efter alt hvad jeg hører, yder vores soldater virkelig en god og særdeles værdsat indsats. Det har været nyttigt at møde dem og høre deres syn på udviklingen i Ukraine," fortæller Claus Hjort Frederiksen.