Den nationale cybersikkerhedsmåned stiller skarpt på de digitale trusler, så borgere, virksomheder og myndigheder er mere opmærksomme på at beskytte sig selv og deres digitale oplysninger.

Besøg af en hacker. Specialist-oplæg om cybertruslen mod Danmark. Events på Kulturnatten, hvor man bl.a. kan se, hvordan en computer kan hackes, eller dyste med sit barn om at spotte forsøg på digital svindel. Roadshow om cybersikkerhed i børnehøjde. Landsdækkende kampagne om digital sikkerhed. Det er blot et udpluk af de mange aktiviteter, der i den første danske cybersikkerhedsmåned i oktober skal løfte danskernes digitale sikkerhed.

Med en national cybersikkerhedsmåned sætter Danmark cybersikkerhed på dagsordenen. Og det er helt nødvendigt, siger forsvarsminister Trine Bramsen:

”Cybersikkerhed handler om nationens sikkerhed, og det handler om vores tryghed som danskere. En god cybersikkerhed er helt afgørende for et digitaliseret land som Danmark, men det kræver, at vi på alle niveauer arbejder sammen. Det gælder myndighederne, virksomhederne og borgerne, der ved en fælles indsats skal gøre Danmark sikkert digitalt. Vi skal forebygge, at vi udsættes for cybersikkerhedshændelser – og vi skal være klar til at genoprette, når skaden er sket. Jeg håber meget, at cybersikkerhedsmåneden vil bidrage til øget bevidsthed om den store opgave, vi har sammen.”

Sammen styrker vi Danmarks digitale sikkerhed
En lang række myndigheder, virksomheder og organisationer har allerede planlagt aktiviteter rundt omkring i landet i oktober måned. Samtidig stiller udvalgte specialister deres viden om sikkerhed gratis til rådighed for interesserede i form af foredrag og debatoplæg, som kan bookes af alle med interesse for cyber- og informationssikkerhed.

Man kan læse mere om national cybersikkerhedsmåned og orientere sig i aktiviteterne på https://sikkerdigital.dk/ncsm.


KORT OM NATIONAL CYBERSIKKERHEDSMÅNED

  • National cybersikkerhedsmåned er et nyt tiltag, der ligger i oktober
  • Initiativet ligger i forbindelse med den europæiske cybersikkerhedsmåned
  • Digitaliseringsstyrelsen er national koordinator for den nationale cybersikkerhedsmåned. Initiativet gennemføres i samarbejde med Center for Cybersikkerhed.
  • På sikkerdigital.dk kan du læse mere om cybersikkerhedsmåneden. Fx kan du se alle de gratis foredrag om sikkerhed, som du kan booke til din organisation, og du orientere dig i de øvrige aktiviteter. Siderne vil løbende blive opdateret.
  • På sikkerdigital.dk har Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen samlet vigtig viden om informationssikkerhed til borgere, virksomheder og myndigheder.