Nyheder
JEF (Joint Expeditionary Force)
Danmark er med i Joint Expeditionary Force (JEF), der er et britisk ledet multinationalt forsvarssamarbejde. JEF kan med kort varsel udsende en udrykningsstyrke til operationer i hele konfliktspektret med geografisk fokus på Østersøområdet, Nordatlanten og ”Det Høje Nord”.

Flaget for JEF (Joint Expeditionary Force). Foto: Forsvaret.
Medlemslandene i JEF er Storbritannien (rammenation), Norge, Sverige, Finland, Island, Nederlandene, Estland, Letland, Litauen og Danmark. Samarbejdet er etableret i forlængelse af NATO-topmødet i Wales i 2014 som en del af NATO’s Framework Nations koncept, der har til formål at fremme regionalt samarbejde mellem de europæiske allierede. JEF opnåede Full Operational Capability (FOC) i 2018.
JEF er siden dets oprettelse blevet et værdifuldt redskab til regionalt samarbejde; hovedsageligt en ramme for militært samarbejde, der komplementerer NATO, men også en politisk platform, der bl.a. kan benyttes i forhold til trusler og i situationer, der falder under tærsklen til krig.
JEF anvender NATO-standarder og -doktrin og har til formål at kunne komplementere NATO's aktiviteter.
Deltagerlande
- Storbritannien (rammenation)
- Norge
- Sverige
- Finland
- Island
- Nederlandene
- Estland
- Letland
- Litauen
- Danmark