Forsvarsminister Søren Gade udtaler i den forbindelse:

 

”Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at vi i dag har mistet to danske soldater i det sydlige Afghanistan. Min dybeste medfølelse og mine tanker er i denne tragiske situation hos de afdøde soldaters familier og hos deres øvrige pårørende og venner.

 

Soldaternes indsats for et bedre Afghanistan og for et mere sikkert internationalt samfund aftvinger min dybeste respekt. Det er dybt tragisk, at to soldater som har arbejdet for fred og stabilitet i Afghanistan i dag har betalt den højeste pris for deres indsats.

 

Mine tanker og min sympati er i denne stund også hos de afdødes kolleger i Afghanistan, som nu skal fortsætte deres vigtige og vanskelige arbejde efter tabet af deres to kammerater”.