Forsvarsminister Nicolai Wammen har netop afsluttet sit første besøg i Afghanistan, som blandt omfattede et besøg ved de danske styrker i Helmand-provinsen. Forsvarsministeren havde også lejlighed til at mødes med den øverstkommanderende for ISAF-styrkerne, general Joseph Dunford og NATO’s øverste civile repræsentant, ambassadør Maurits Jochems.

”Jeg er særdeles stolt af den indsats, de danske soldater yder i Afghanistan. Deres arbejde er med til at sikre skolegang og sundhed for den afghanske befolkning og med til at gøre Danmark til et mere trygt sted. Afghanistan er ikke længere et fristed for terrorister” siger Nicolai Wammen.
 
”De afghanske sikkerhedsstyrker har siden juni haft det ledende ansvar for sikkerheden – ikke kun i Helmand-provinsen – men i hele Afghanistan. Langt de fleste sikkerhedsopgaver løses i dag uden støtte fra NATO’s styrker og de afghanske sikkerhedsstyrker har ved flere lejligheder bevist, at de kan håndtere denne vanskelige opgave. Jeg er stolt af, at Danmark og danske soldater har bidraget til den udvikling."


I alt er der ca. 350 danske soldater i Afghanistan. Ca. 300 af soldaterne er udsendt til Helmand-provinsen.