De danske F-16 kampfly, der er indsat for at støtte kampen mod terrororganisationen ISIL gik tidligt i morges på vingerne fra basen i Kuwait med kurs mod Irak.

”Flyene deltog i en operation over Irak i tæt samarbejde med koalitionspartnere. Vores folk har ydet en målrettet og yderst professionel indsats for at blive klar, og jeg er meget tilfreds med, at det danske F-16 bidrag nu aktivt indgår i den internationale koalitions kamp mod Islamisk Stat”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

”Det bliver ikke nogen let kamp. Den er heller ikke ufarlig. Men det er en kamp vi ikke kan undlade at involvere os i, og de danske piloter er sammen med resten af mandskabet både veluddannede og erfarne.”

I alt to danske kampfly deltog i den amerikansk ledede operation og skulle engagere ISIL styrker i Irak, hvis det blev nødvendigt i de igangværende kampe. Der var ikke behov for de danske flys støtte på denne mission, og der blev således ikke anvendt våben på missionen. De danske fly indhentede på missionen brugbare oplysninger til brug for venligtsindede styrker på jorden og i luften.

Begge fly er tilbage på Ahmed Al Jaber basen i Kuwait.

Det danske luftmilitære bidrag omfatter fire operative F-16 kampfly og tre i reserve. Med flyene følger et mandskab på op til 140 personer.

Beslutningen om at udsende de danske kampfly til Irak for at bekæmpe ISIL blev truffet af et bredt flertal i Folketinget torsdag den 2. oktober.