[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriet]

Det første hold cyberværnepligtige er udvalgt blandt de 70 personer, der mødte op til afprøvning for to måneder siden. I dag begynder 11 af dem hos Føringsstøtteregimentet i Fredericia og fem andre på Flyvestation Karup.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

”Vi er i Danmark et højt digitaliseret samfund, og Forsvaret er ingen undtagelse. Det er vigtigt, at vi kan forsvare os på den moderne kampplads, hvor Forsvarets højteknologiske systemer og materiel er udsat for trusler. Derfor er cyberværnepligten et af de redskaber, vi kan tage i brug for at blive bedst muligt rustet til fremtidens udfordringer.”

I første omgang er der tale om en treårig forsøgsordning. Cyberværnepligten består af fire måneders basisuddannelse ved enten Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet, som ikke adskiller sig fra øvrige værnepligtiges grunduddannelse.

Derefter består uddannelsen af et fem måneders forløb med it-grunduddannelse og it- og cybersikkerhedsuddannelse. Værnepligten afsluttes derefter med én måneds ”On-The-Job Training” i et af Forsvarets tre værn og deltagelse i en stor øvelse om cybersikkerhed.

Forsøgsordningen vil løbende blive evalueret og tilpasset på baggrund af de erfaringer og tilbagemeldinger, der kommer efter de første hold har gennemført uddannelsen.