[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriet]

Historisk set er ungdomsarbejdsløsheden steget som følge af krisetider. Derfor er det afgørende, at vi som samfund er særligt opmærksomme på, at vores unge får fodfæste. I den forbindelse kan blandt andet Forsvarets uddannelser noget helt særligt med en bred pallette af uddannelsestilbud.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

”Planerne er pludselig blevet ændret for mange unge. Det samme er bevidstheden om, at vi lever i et samfund, hvor trusler pludselig kan banke på døren og ændre vores hverdag. Derfor håber jeg, at endnu flere unge vil vælge et af Forsvarets uddannelsestilbud og muligheden for en karriere i vores spændende organisation.”

Forsvarsministeren igangsætter derfor sammen med bl.a. Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet en målrettet indsats henover de kommende måneder for at fremhæve de muligheder, der findes på området.

”Man kan i den grad få prøvet sig selv af i Forsvaret. Til vands, til lands eller i luften. Uddannelserne sparker samtidig døren op til en verden af meningsfyldte job,” siger Trine Bramsen.