Nyheder
Forsvarsministeren åbner for styrket samarbejde med Polen
Polen er en vigtig allieret i Nato-samarbejdet og på dagens besøg hos sin polske kollega, åbnede forsvarsminister Morten Bødskov for et muligt samarbejde om F-35-flyene.

Morten Bødskov og Mariusz Błaszczak. Foto: Forsvarsministeriet.
Danmark og Polen samarbejder allerede tæt i Nato-regi, men står det til de to landes forsvarsministre, så kan det samarbejde blive udvidet i fremtiden. Det slog forsvarsminister Morten Bødskov fast efter dagens møde med sin kollega Mariusz Błaszczak.
”Danmark sætter stor pris på samarbejdet med Polen i rammen af Nato's korpshovedkvarter i Stettin, og jeg er åben for at se på mulighederne for at udvikle et tættere samarbejde mellem Danmark og Polen i fremtiden. En af mulighederne kunne være et samarbejde om F35-flyene,” siger forsvarsminister Morten Bødskov.
Polen har ligesom Danmark indgået aftale om anskaffelse af F-35 kampfly, og allerede i 2021 var en polsk delegation i Danmark for at begynde en erfaringsudveksling om implementeringen af de nye kampfly.
Derudover bekræftede de to ministre vigtigheden af fortsat stærk Nato-tilstedeværelse i Baltikum, hvor Danmark allerede bl.a. støtter Nato-aktiviteter i polsk luftrum, ligesom polakkerne deltager i Air Policing i Baltikum og har stillet en luftbase til rådighed.
”Fra dansk side sætter vi stor pris på den særlige rolle, Polen spiller i den nuværende situation, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå fast, at Danmark er stærkt engageret og klar til det lange træk. Det viste vi med donorkonferencen i København og det er vi også parate til et vise i det videre arbejde,” siger Morten Bødskov.
I forvejen er Danmark sammen med Tyskland og Polen rammenation for hovedkvarteret Multinational Corps North East (MNC NE), der er placeret i Stettin. Hovedkvarteret er en del af Natos styrkestruktur.
Det samarbejde er lige nu det mest strukturerede militære samarbejde mellem Danmark og Polen, hvor danske soldater udgør 43 ud af i alt 390 ansatte.