Nyheder
Esbern Snare hjemtages fra Guineabugten og sættes på skærpet beredskab i NATO’s reaktionsstyrke
Den russiske styrkeopbygning i og langs grænsen til Ukraine er alvorlig. Derfor er der behov for at styrke NATO’s kollektive forsvar og afskrækkelse. Det er kernen i dansk sikkerhed, og derfor skal vi bidrage, hvor vi kan.

Arkivfoto af fregatten Esbern Snare i Guinea-bugten. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret.
Regeringen har derfor besluttet at imødekomme en anmodning fra NATO om at skærpe beredskabet på en dansk fregat, som er tilmeldt NATO’s reaktionsstyrke.
Efter anbefaling fra Forsvaret hjemtages fregatten Esbern Snare fra Guineabugten 1½ måned før tid, så den kan være klar på det skærpede beredskab.
Forsvaret vurderer, at en hjemsejlads fra Esbern Snares nuværende operationsområde i Guineabugten vil tage omkring to uger. Fregatten skal herefter klargøres til det skærpede beredskab i NATO’s reaktionsstyrker.