Nyheder
Sociale medier
Med Copenhagen Quantum 2023 er Danmark og NATO værter for allierede
og partnere i en konference, der skal være med til at udvikle en teknologisk
fremtidssikret forsvarsalliance.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Foto: Forsvarsministeriet
I dag holder Danmark i samarbejde med NATO en konference om kvanteteknologier, der kan komme til at spille en afgørende rolle for vores sikkerhed i fremtiden.
Hvis NATO skal kunne forsvare sig på fremtiden kampplads, kræver det nye teknologiske løsninger, der kan hjælpe med at modstå hackerangreb, beskytte følsom data og give fremtidssikre muligheder for navigation.
Udvikling af kvanteteknologier kan blive en del af løsningen og kan introducere helt nye muligheder for sikkerhed og forsvar på tværs af alliancen.
”Det er et komplekst område, hvor vi stadig er et godt stykke fra at have fuldt udviklede teknologier og konkrete produkter. Men der er ingen tvivl om, at kvanteteknologier på sigt kan blive vigtige for blandt andet forsvar og sikkerhed, hvor de kan revolutionere computerkraften, gøre kommunikation mere sikker og give os nye muligheder for overvågning, eksempelvis i Arktis. Vi er i et teknologisk kapløb, som vi ikke har råd til at tabe, og derfor er jeg også virkelig glad for engagementet fra de deltagende i dag på tværs af NATO og partnerlande,” siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.
En række danske og udenlandske repræsentanter fra både myndigheder, forskningsinstitutioner, virksomheder, start-ups og investeringsbranchen er derfor samlet i dag i København til Copenhagen Quantum 2023, der sætter fokus på at sikre NATO’s teknologiske forspring og understøtte et transatlantisk kvantenetværk.
”Danmark er med langt fremme på udviklingen af kvanteteknologier. Men vi må ikke tabe momentum. Derfor har vi lavet en kvantestrategi, som netop skal sikre vores teknologiske forspring. For potentialerne er store for både samfundet og erhvervslivet, og dem skal vi udnytte. Men vi må ikke lukke øjnene for de udfordringer, som kvanteteknologi også bringer til bordet. Derfor er det vigtigt, at vi i dag sammen med NATO stiller skarpt på, hvordan vi kan skabe en forsvarsalliance, der er gearet til nye teknologier,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
”Danmark er langt fremme i feltet, når det kommer til kvanteteknologi, og det internationale samarbejde med NATO er et afgørende skridt for at bevare den position. Vi har meget at vinde ved at række ud og styrke samarbejdet med vores allierede og partnere, og med regeringens nationale strategi for kvanteteknologi styrker vi internationalisering af dansk forskning og innovation gennem strategiske partnerskaber og et skarpt fokus på forskningssikkerhed. Kvanteteknologien lader sig ikke bremse af landegrænser, det skal vores samarbejde om at udvikle teknologien heller ikke,” siger uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund.
På programmet er blandt andet åbningstale ved forsvarsminister, Troels Lund Poulsen samt debatter med deltagelse af erhvervsminister, Morten Bødskov, uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre.
Klokken 12:15 taler NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, og statsminister, Mette Frederiksen.