Kort over Norden

Illustration.

Beslutningen om at afvikle NORDEFCO-forsvarsministermøde i Tórshavn ligger i naturlig forlængelse af det styrkede samarbejde på forsvarsområdet i Rigsfælleskabet, og ønsket om fokus på sikkerhedssituationen i Arktis og Nordatlanten.

 

”Det glæder mig meget, at Færøerne har sagt ja til medværtskabet for ministermødet i NORDEFCO. Jeg sætter stor pris på det gode samarbejde, jeg har med mine færøske og grønlandske kollegaer, og jeg er derfor glad for, at begge lande har takket ja til invitationen, når vi sammen skal drøfte sikkerhed i regionen”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Sikkerhedssituationen i Arktis og Nordatlanten er en væsentlig prioritet i Danmarks NORDEFCO-formandskab, ligesom de transatlantiske forsyningslinjer i Nordatlanten er centrale for sikkerheden i Europa.

 

”Vi har i de nordiske lande et særligt ansvar for vores fælles sikkerhed i regionen, hvilket også er vigtigt for NATO. Vi har en klar ambition om lavspænding i regionen. Desværre er Kongeriget og vores nordiske allierede ikke bare udfordret af konventionelle trusler, men også nye hybride trusler som cyberangreb og angreb på kritisk infrastruktur. Vi arbejder derfor for værne om vores fælles sikkerhed, til gavn for både NATO-alliancen og ikke mindst til gavn for befolkningerne i Arktis og Nordatlanten. Derfor er det også af utrolig stor værdi, at NORDEFCO-mødet har deltagelse af vores kollegaer fra Færøerne og Grønland”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

”I godt samarbejde med forsvarsminister Troels Lund Poulsen ser jeg frem til at modtage mine nordiske forsvarsministerkollegaer i Tórshavn. I lyset af et hurtigt ændrende globalt sikkerhedsbillede er vigtigheden af det nordiske samarbejde – især på sikkerheds- og forsvarsområdet – blevet presserende aktuelt. Nordiske værdier som sammenhold, grundighed og innovation udgør en god ballast, når vi skal navigere i en tiltagende kompleks og mere uforudsigelig verden. Fra færøsk side er vi indstillet på at bidrage aktivt for at opretholde fred og sikkerhed i regionen og understøtte NATO’s afskrækkelsesprofil. At et NORDEFCO-forsvarsministermøde afholdes i Tórshavn på denne baggrund, afspejler Færøernes ønske om aktiv deltagelse i de fora, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål af relevans for Færøernes drøftes.”, siger udenrigs- og erhvervsminister for Færøerne Høgni Hoydal.

 

NORDEFCO-ministermødet i Tórshavn fortsætter tirsdag.

 

Fakta

  • Nordic Defence Coorporation (NORDEFCO) blev etableret i 2009 mellem de fem nordiske lande; Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige
  • Formandskabet går på skift mellem Danmark, Norge, Sverige og Finland – Danmark har formandskabet i 2024.
  • Formålet med NORDEFCO er at styrke medlemsstaternes nationale forsvar samt udforske og facilitere effektive fælles løsninger på forsvarsområdet.