Nyheder
8,5 mia. kroner afsættes til at styrke Forsvarets kampkraft frem til 2033
I 2025 blev der tilført midler til en styrkelse af Forsvarets kampkraft ved bl.a. at styrke kerneopgaver som uddannelse, opbygning af enheder, træning af soldater mv. På forsvarschefens anbefaling er der afsat yderligere 8,5 mia. kr. til at videreføre arbejdet med en styrkelse af Forsvarets kerneopgaver i perioden 2026-2033.

Forsvarsministeriet
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har besluttet at videreføre et løft af Forsvarets kerneopgaver. Det betyder, at styrkelsen af Forsvarets kampkraft fortsætter i 2026 og frem til 2033.
I perioden tilføres Forsvaret således en bevilling på godt en 1 mia. kr. om året – i alt 8,5 mia. kr. Beslutningen er truffet på baggrunden af forsvarschefens indstilling, og finansieringen kommer fra Accelerationsfonden.
”Jeg er meget glad for, at vi med denne beslutning kan videreføre styrkelsen af Forsvarets kampkraft. Ved at tilføre 8,5 mia. kr. frem til 2033, kan Forsvaret fokusere på at fortsætte det gode arbejde med at styrke kampkraften ved Forsvarets operative enheder. Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation gør, at Forsvaret er nødt til at tænke langsigtet, og ved at sikre et økonomisk løft frem til 2033, kan Forsvaret netop fokusere på langtidsholdbare løsninger” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Midlerne skal bl.a. gå til at skabe hastighed i omstillingen af Forsvaret, styrke kampkraften gennem soldaternære aktiviteter og uddannelse samt, så Forsvaret er rustet til at håndtere et markant øget aktivitetsniveau i de kommende år.
”Hastighed er afgørende i styrkelsen af Forsvarets kampkraft. Mens vi opbygger kampkraften med nye kapaciteter er der samtidig behov for, at vi kan planlægge langsigtet, så løsningerne bidrager med den fornødne robusthed. Det gælder bl.a. inden for uddannelses- og træningsaktiviteter, som er forudsætning for, at enhederne kan operere på højt niveau. Både i dag og i morgen”, siger forsvarschef, general Michael Wiggers Hyldgaard.
Konkret vil initiativerne eksempelvis gå til understøttelse af kapaciteterne i Hærens underafdelinger, opbygning af dronekapacitet i Søværnet og en styrkelse af Flyvevåbenets uddannelses- og træningsaktivitet.
Tilførslen betyder, at Forsvaret samlet set på en række operative områder kan øge aktivitetsniveauet til gavn for sikkerheden.
Beslutningen skal ses i sammenhæng med investeringerne til styrkelsen af Forsvarets kampkraft, som allerede er blevet foretaget i 2025.