Årets veteranvirksomhed 2025

Forsvarsministeriet

Prisen som Årets Veteranvirksomhed uddeles for sjette gang, og denne gang går prisen til Danish Crown, Horsens. Virksomheden har siden 2019 haft en solid veteranpolitik, hvor der er gjort en stor indsats for at rekruttere og fastholde både skadede og ikke-skadede veteraner.

 

”Som samfund har vi et stort ansvar for at støtte vores veteraner, når de vender hjem. De har ydet en stor indsats for Danmark, så nu skal vi gøre en indsats for dem. Her viser Danish Crown i Horsens, hvordan en virksomhed både ser veteranernes stærke kvaliteter, mens de støtter dem, der har særlige behov. Det er netop dén indsats, vi hylder med prisen som Årets Veteranvirksomhed,” siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.  

 

For at fastholde veteranerne tilbyder Danish Crown, Horsens alle veteraner med ekstra støttebehov mulighed for en mentor på arbejdspladsen. Alle mentorerne er uddannet via Veterancentrets særligt tilrettelagte uddannelsesforløb.

 

Herudover har Danish Crown, Horsens en politik for veteraner, så fravær relateret til PTSD, ikke kan føre til opsigelse, medmindre medarbejderen selv ønsker det.

 

”Vi er enormt taknemlige for denne pris. Det er en anerkendelse af de mennesker, der har tjent Danmark – og som i dag bidrager til Danish Crown med stor værdi. Jeg håber, at mange flere virksomheder vil få øjnene op for, at veteraner har meget at bidrage med, hvis blot vi giver dem chancen og møder dem, hvor de er,” siger Jesper Frandsen, fabrikschef hos Danish Crown i Horsens, der også selv har en baggrund som veteran.

 

Danish Crown, Horsens har cirka 1700 medarbejdere, hvoraf 30 er veteraner.

 

Baggrund om Veteranprisen
Formålet med prisen er at anerkende virksomheder, der er med til at fastholde veteraner på arbejdsmarkedet og som ser de mange kompetencer, veteraner har.

 

Tidligere års prismodtagere er ISS Security i DR Byen (2023), FXteam (2022), Salling Group (2021), Hydrema A/S (2020) og Securitas A/S (2019).

 

Fakta om veteraner og beskæftigelse

Danske veteraner har generelt en god tilknytning til arbejdsmarkedet med en høj beskæftigelsesgrad og en lavere risiko for arbejdsløshed.

 

Veterancentrets Videncenters undersøgelser viser, at veteraner har højere beskæftigelse end den generelle befolkning. 87,6 procent af veteranerne har et arbejde, mens 81,13 procent af en sammenlignelig gruppe i den generelle befolkning er i job. 

 

I job trods PTSD
En psykisk sygdom som posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) kan påvirke evnen til at gå på arbejde. Selvom nogle veteraner oplever, at de kan have svært ved at få eller fastholde et job, er 58,6 % af veteraner med PTSD i job.

 

For den sammenlignelige befolkning med samme diagnose er 23,9 procent er i job.