Nyheder
Danmark indtræder i NATO-samarbejde om lufttanknings- og transportkapacitet
Danmark har under NATO’s industriforum i dag underskrevet en samarbejdsaftale, der markerer Danmarks formelle indtræden i NATO-samarbejdet Multinational Multi Role Tanker Transport Fleet (MMF). Danmark indtræder i samarbejdet sammen med Sverige.

Forsvarsministeriet
Danmark er i dag blevet en del af NATO’s samarbejde om lufttanknings- og transportkapacitet. Det har NATO-ambassadør Kasper Høeg-Jensen underskrevet en samarbejdsaftale om på vegne af forsvarsministeren i forbindelse med NATO’s industriforum i Haag.
Som del af Danmarks indtræden anskaffes yderligere to lufttanknings- og transportfly af typen Airbus A330 til MMF gennem NATO’s indkøbsagentur NATO Support and Procurement Agency (NSPA). For at styrke Forsvarets kampkraft hurtigt får Danmark desuden allerede fra i dag adgang til flyvetimer i den eksisterende flåde af lufttanknings- og transportfly.
”Lufttankning er en vigtig kapacitet, som vil kunne styrke luftforsvaret af Kongeriget og øge kampkraften for det danske forsvar. Lufttankningskapacitet skaber eksempelvis forudsætningen for operationer med kampfly i Arktis og Nordatlanten. Ydermere har vi den 5. juni indgået en hensigtserklæring med Finland, Norge og Sverige om nordisk samarbejde på området,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
De to yderligere fly samt personel skal placeres på en flyvestation i Danmark. Kapaciteten styrker Danmarks og NATO’s muligheder for at operere kampfly og øvrige luftbårne kapaciteter i længere perioder.
”MMF-samarbejdet er en vigtig del af NATO’s europæiske lufttankningskapacitet. Med adgang til flyvetimer allerede fra i dag, tilgangen af de to yderligere flystel og placeringen af en såkaldt ”Forward Operating Base” i Danmark øger vi nu denne kapacitet markant” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
FAKTA
- Multinational Multi Role Tanker Transport Fleet (MMF) er et multinationalt NATO-samarbejde, hvor flere europæiske NATO-lande samler deres behov for lufttankning og strategisk lufttransport ved i fællesskab at operere en lufttanknings- og transportkapacitet fra europæiske flybaser.
- MMF består i dag af Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Luxembourg, Nederlandene og Norge. Foruden Danmark indtræder Sverige også i samarbejdet. MMF råder i øjeblikket over 10 MRTT fly af typen Airbus A330.
- Med Danmarks indtræden i MMF anskaffes yderligere to lufttanknings- og transportfly til samarbejdet. Danmarks samlede udgift forventes at beløbe sig til ca. 7,4 mia. kr. i perioden 2025-2037.