Nyheder
Danmark skal i samarbejde med en række EU-lande lede tre kapabilitetskoalitioner
Danmark har tilbudt at tage en ledende rolle, sammen med tætte partnere i EU i tilvejebringelsen af kritiske militære kapabiliteter i Europa. Danmark har haft en fremtrædende rolle under EU-formandskabet i forhold til at få mobiliseret EU-medlemsstaterne i kapabilitetskoalitionerne, og har nu påtaget sig en ledende rolle indenfor luft- og missilforsvar, droner og kvanteteknologi.
Forsvarsministeriet.
Regeringen har besluttet, at Danmark skal tage en særlig aktiv rolle i EU’s luft- og missilforsvarskoalition, dronekoalition og kvantekoalition, der skal understøtte tilvejebringelse af kritiske militære kapabiliteter.
”Jeg er glad for, at Danmark nu går efter at tage et ledende ansvar i nogle af de EU’s kapabilitetskoalitioner, der skal understøtte opbygningen af kampkraft på europæisk plan. Fra dansk side vil vi lægge særlig vægt på samarbejdet med Ukraine og den ukrainske forsvarsindustri, ligesom det vil være en dansk kerneprioritet at sikre, at arbejdet i koalitionerne sker i overensstemmelse arbejdet i NATO”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Der er i alt etableret ni kapabilitetskoalitioner, som afspejler de kritiske kapabilitetsmangler i Europa bl.a. indenfor luft- og missilforsvar, droner og antidroner, kunstig intelligens, cyber, kvanteteknologi, artilleri, ammunition, missiler, militær mobilitet, strategiske enablers, land- og luftbaserede våbensystemer samt det maritime domæne.
Kapabilitetskoalitionerne drives af medlemslandene, ligesom det er op til medlemslandene at forme og konkretisere arbejdet i koalitionerne med støtte fra EU-institutionerne.
”Kapabilitetskoalitionerne er et godt eksempel på, at vores målsætning i EU om at gøre Europa i stand til at forsvare sig selv senest i 2030 nu omsættes til konkret handling. At Europa selv bliver i stand til at levere de kritiske forsvarskapabiliteter, som er nødvendige for vores sikkerhed, er et af de mest håndgribelige beviser på et Europa, der rykker tættere sammen og tager ansvar. Også som et troværdigt bidrag til transatlantisk sikkerhed”, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Danmark vil derudover deltage på teknisk niveau i de øvrige kapabilitetskoalitioner.