Pressemøde med Boris Pistorius mandag den 30. juni

Forsvarsministeriet

Jordbaseret luftforsvar, maritim sikkerhed og styrket forsvarssamarbejde var blandt emnerne på dagsorden, da den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, besøgte forsvarsminister Troels Lund Poulsen i Danmark i dag. 

”Danmark overtager EU-formandskabet i morgen. Derfor er jeg glad for at få besøg af en vores vigtigste allierede, Tyskland, i København i dag. Danmark og Europa står over for en massiv oprustning – særligt i lyset af den nye NATO-målsætning, som blev vedtaget på topmødet i Haag. Det kræver, at vi i højere grad samarbejder om at anskaffe nye kapaciteter, og her er Tyskland en central samarbejdspartner for Danmark,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Forligskredsen blev i juni enige om at hasteanskaffe jordbaseret luftforsvar for milliarder, og Tyskland er blandt de lande, der kan levere jordbaseret luftforsvar. Som led i et tættere forsvarssamarbejde indtrådte Danmark i sidste uge formelt i et partnerskab med Tyskland, Canada og Norge om maritim sikkerhed i Nordatlanten. 

Mødet i dag danner rammerne for det videre forsvarssamarbejde mellem Danmark og Tyskland.