Nyheder
Sociale medier
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen mødes i dag med sin estiske kollega, Hanno Pevkur. De to ministre skal bl.a. drøfte fortsat støtte til Ukraine og en ny dansk donation af artilleriammunition til Ukraine via Estland til en værdi af cirka 317 mio. kroner.
Forsvarsministeriet
Fortsat støtte og herunder nordisk-baltisk brigadeinitiativ er på dagsordenen, når forsvarsminister Troels Lund Poulsen i dag mødes med sin estiske kollega, Hanno Pevkur.
”Det er helt afgørende, at Danmark og vores nære allierede fortsætter støtten til Ukraines frihedskamp. Der er behov for, at vi målretter støtten yderligere, så ukrainerne kan stå imod Ruslands aggressioner. En mulig våbenhvile skal følges op med konkrete sikkerhedsgarantier og Danmark har allerede bekræftet, at vi er parat til at bidrage til en fredsbevarende mission”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Ukraine har et stort behov for løbende leveringer af artilleriammunition af forskellig kaliber. Med donationspakke XXV er det besluttet at finansiere donation af forskellige typer artilleriammunition via Estland til cirka 317 mio. kroner.
Siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine har Danmark gennemført en række bilaterale donationer via Estland inden for maritime kapaciteter og artilleriammunition. Estland iværksatte sit eget ammunitionsinitiativ på baggrund af den store mangel på artilleriammunition i slutningen af 2023.
”Donationerne til Ukraine skal ske i overensstemmelse med Ukraines konkrete ønsker og behov. Det er godt og vigtigt, at Estland er i stand til at levere de ønskede typer ammunition til ukrainerne. Det skal vi fortsat støtte op om, ligesom vi også skal afsøge mulighederne for i fællesskab at støtte Ukraine på andre relevante områder,” siger Troels Lund Poulsen.
I kredsen af nordiske og baltiske lande er det også besluttet, at koordinere vores militære støtte ved at udstyre, træne og levere kapaciteter svarende til en ukrainsk brigadeværdi. Danmark har allerede besluttet en række donationer af udstyr og materiel til støtte for ukrainske brigader. Derudover er der afsat midler til yderligere indkøb, ligesom der arbejdes på en fællesdonation af pansrede mandskabsvogne sammen med Norge og Sverige.
Derudover skal de to ministre også drøfte Estlands arbejde med at styrke Ukraines IT-sikkerhed i regi af IT-koalitionen. I forbindelse med donationspakke XXV afsatte Danmark i 2025 yderligere 30 mio. kr. til det arbejde.
FAKTA
Estland, Luxembourg og Ukraine leder IT-koalitionen, der har til formål at bidrage til et styrket samlet cyberforsvar hos Ukraines væbnede styrker. I 2023 donerede Danmark 91 mio. kr. til prioriterede cyberprojekter i IT-koalitionen. Danmark har i 2025 afsat yderligere 30 mio. kr. til dette arbejde.