Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

Tyskland, Frankrig og yderligere kapaciteter fra Sverige. Det er blot nogle af de lande, som sender antidrone-kapaciteter til Danmark for at styrke indsatsen mod droner i forbindelse med EU-topmødet i København i denne uge. 

”Jeg er både stolt og glad over, at så mange lande bakker op om Danmark i den nuværende situation. Det er et klart billede på det sammenhold, der er mellem de europæiske lande og på vores fælles kamp for et frit og demokratisk Europa. Og det er rørende, at Ukraine også har tilbudt at hjælpe Danmark. Jeg er dybt taknemmelig for alle bidragene, som markant styrker det danske forsvar mod droner”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Derudover har NATO sendt et bidrag og Ukraine har således tilbudt deres ekspertise til at styrke Danmarks antidrone-forsvar. Lagt sammen med de øvrige landes forskellige systemer vil det styrke Danmarks evne til at afvise droner under EU-topmødet. 

”Forsvaret arbejder tæt sammen med NATO-allierede om at forsvare hele alliancens territorium og ydre grænser. Det gør vi hver eneste dag for at forsvare Kongeriget. Med de yderligere kapaciteter, som vi nu kommer til at råde over, styrkes Forsvarets evne til at lægge tyngde, hvor det måtte være nødvendigt og i koordination med Politiet, samtidigt med at vi styrker de kapaciteter, Forsvaret råder over”, siger forsvarschef, general Michael Wiggers Hyldgaard. 

Der er EU-topmøde i København onsdag den 1. oktober og dagen efter er der møde i europæiske politiske fællesskab.