Nyheder
Forsvarets transportfly kaster nødhjælp ned over Gaza
Med støtte fra Forsvarets C-130 transportfly har Danmark i dag leveret nødhjælp til Gaza fra luften.

ARKIV. Forsvarsministeriet
Forsvarets udsendte C-130-transportfly lettede tidligere i dag fra Jordan og gennemførte en succesfuld nedkastning af nødhjælp over Gaza.
”Jeg er glad for, at Danmark bidrager til den humanitære indsats i Gaza. For dem på jorden gør hver eneste kasse med nødhjælp en forskel og jeg er stolt over, at Forsvarets dygtige medarbejdere stiller op med kort frist og bidrager, når der er behov for det. Og det er der i Gaza”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Forsvarets C-130 transportfly landede i Jordan torsdag den 14. august, og har brugt dagene frem til i dag på forberedelser, herunder planlægning, pakning af gods, koordination med øvrige deltagere i den jordansk-ledede mission, mv.
Ud over transportflyet udgør det danske bidrag til missionen også af forbindelsesofficerer på jorden. Fly og personel forventes at vende retur til Danmark snarest.