Statsbesøg i Letland oktober 2025

Forsvarsministeriet

Når forsvarsministeren gæster Letland på statsbesøg med D.M. Kongen og Dronningen, besøger de sammen NATO-hovedkvarteret Multinational Division North, hvor Danmark og Letland er rammenationer. Det danske bataljonsbidrag i Camp Valdemar består af op til cirka 800 soldater. Det er en kampbataljon udsendt fra Gardehusarregimentet, støttelementer og mindre uddannelsesbidrag. 

”Jeg ser frem til at besøge de danske soldater sammen med Deres Majestæter Kongen og Dronningen. Med en ny sikkerhedspolitisk situation er det mere nødvendigt end nogensinde, at Forsvaret bidrager til at sikre NATO’s østlige flanke. For Danmarks forsvar, sikkerhed og tryghed starter i Baltikum og Polen. Og jeg vil gerne takke vores danske soldater for deres indsats. Det er afgørende, at vi i fællesskab med vores allierede i NATO står sammen og sikrer både Danmarks og NATO’s sikkerhed,” siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen. 

Danmarks bidrag til Letland er en konsekvens af Ruslands angreb på Ukraine, som har bragt krig tilbage på europæisk jord. Danmark står i spidsen for NATO’s divisionshovedkvarter i Letland, der er en vigtig del af NATO’s afskrækkelse i øst. 

Udsendelsen til Letland giver mulighed for træning i et relevant missions- og udsendelsesområde. Soldaterne træner blandt andet udsendelse og samarbejde med lignende enheder fra andre lande. Og erfaringerne fra udsendelsen skal bidrage til den fortsatte opbygning af Hærens 1. brigade. 

Underskrive hensigtserklæring og deltage i forsvarsindustrimesse 
Under besøget skal forsvarsministeren ledsage Kongeparret til drøftelser med blandt andet Letlands præsident og forsvarsminister. De to forsvarsministre underskriver en hensigtserklæring om styrket forsvarssamarbejde mellem Danmark og Letland, herunder om ambitionen om at videreudvikle NATO-hovedkvarteret. 

”Samarbejdet i NATO er med til at sikre en stærk og forenet Alliance. Det er afgørende i en tid, hvor der igen er krig på europæisk jord. Derfor underskriver Danmark og Letland en hensigtserklæring, som skal styrke forsvarssamarbejdet mellem de to lande. Og som skal styrke NATO’s tilstedeværelse i Letland. Fælles står vi stærkere,” siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen. 

Forsvarsministeren holder også tale ved forsvarsindustrikonferencen, Denmark-Lativa Defence Industry Days, hvor mere end 20 danske og 50 lettiske forsvarsvirksomheder vil søge at skabe partnerskaber. Der vil også være deltagelse fra forsvar-og sikkerhedsorganisationer samt ministerier og brancheorganisationer fra Danmark og Letland.


FAKTA:

Camp Valdemar

  • Camp Valdemar er en dansk lejr i Adazi i Letland, hvor også NATO-hovedkvarteret for Multinational Division North ligger.
  • Lejren er en moderne facilitet med plads til op til 1200 soldater og militære kapaciteter.
  • Lejren udlejes til partnerlande, når ikke den anvendes af danske soldater.

Bidraget af soldater og materiel

  • Det danske bataljonsbidrag består af op til cirka 800 soldater.
  • Danmark udsendte ligeledes en kampbataljon med støtteenheder i 2024.
  • Bataljonen består af en stab, et stabskompagni, et panserinfanterikompagni, et mekaniseret infanterikompagni, en kampvognseskadron og et ildstøtteelement.