Forsvarsminister Troels Lund Poulsen besøger KFOR

Forsvarsministeriet

29 danske soldater er lige nu en del af bevogtningen ved KFOR-lejren Camp Novo Selo i Kosovo. I dag får de og stabselementet på seks personer ved KFOR’s hovedkvarter besøg af forsvarsminister Troels Lund Poulsen og medlemmer af forligskredsen, Forsvarsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn. 

”KFOR spiller en helt afgørende rolle for fred og stabilitet i regionen, og det er fortsat en dansk prioritet at bakke op om indsatsen. Jeg er stolt over den indsats, danske soldater har ydet her siden 1999, og glæder mig over, at vi udfylder en betydelig rolle”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Udover at møde det danske bidrag skal forsvarsministeren og medlemmerne af forligskredsen, Forsvarsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn også møde KFOR’s næstkommanderende, Cahit Irican. Her vil forsvarsministeren bekræfte Danmarks fortsatte opbakning til missionen. 

Danmark har bidraget til KFOR-missionen siden 1999 og i dag er det danske bidrag på i alt 35 personer fordelt i KFOR’s hovedkvarter i Pristina og Camp Novo Selo. For nærværende løser soldater fra Hjemmeværnet bevogtningsopgaven, hvilket de har gjort siden 2023. Fra august 2025 er det igen Hæren, som overtager opgaven. 

”Jeg vil godt benytte lejligheden til at takke Hjemmeværnet for deres store indsats de sidste to år. Hjemmeværnet er en vigtig del af det samlede danske forsvar, og deres primære opgave er at støtte forsvarets opgaver nationalt, men også internationalt når behovet er der. Det er det i særdeleshed her i Kosovo,” siger Troels Lund Poulsen. 

FAKTA

  • Danmark bidrager til KFOR med en bevogtningsdeling på 29 soldater og et stabselement med seks personer ved KFOR's hovedkvarter.
  • Bevogtningsdelingen er stationeret i Camp Novo Selo (CNS), ca. 20 km nord for Pristina, hvor KFOR's hovedkvarter ligger.
  • I august 1999 udsendte Danmark 850 soldater til to teltlejre, Camp Olaf Rye og Camp Holger Danske, uden for Kosovos mest konflikthærgede by, Mitrovica. I de følgende ti år opretholdt Danmark et bataljonsbidrag på 850 soldater.
  • I forbindelse med lukning af Camp Olaf Rye i 2009, blev det samlede danske bidrag reduceret til 180 soldater, der samtidig flyttede til den franske hovedkvarterslejr i Novo Selo. Siden er tilstedeværelsen blevet yderligere reduceret til det nuværende bidrag.