Nyheder
Forsvarsministeren skal drøfte hurtigere anskaffelser med nøglepersoner i Washington D.C.
Hurtigere anskaffelser er på programmet, når forsvarsminister Troels Lund Poulsen i dag mødes med en række toneangivende senatorer i Washington D.C. Her vil han fremhæve udfordringen med lange leveringstider fra den amerikanske forsvarsindustri.

Forsvarsministeriet
Europa står i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation. Rusland fører en hybridkrig mod NATO og Vesten. Derfor er det afgørende, at Europa tager større ansvar for egen sikkerhed og styrker kampkraften hurtigst muligt, og samtidig fastholder et tæt transatlantisk samarbejde.
Hurtigere anskaffelser af våben og materiel er det helt store tema for forsvarsministerens besøg i Washington D.C, hvor han bl.a. skal mødes med republikanske kongresmedlemmer fra begge kamre og den amerikanske flådeminister, John Phelan.
”Vi opruster massivt i Danmark og Europa. Jeg er stolt af, at Danmark er et af de lande, der går forrest i oprustningen. Men der er ingen tvivl om, at det går for langsomt med at få leveret materiel. Derfor er jeg rejst til USA for at drøfte vores gode og tætte samarbejde, men også for at fremhæve udfordringen med lange leveringstider fra den amerikanske forsvarsindustri. Jeg ser frem til at drøfte udfordringen med den amerikanske flådeminister og republikanske medlemmer af Kongressen,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Hurtigere levering af F-35 fly på programmet
Under besøget i Washington D.C kommer forsvarsminister Troels Lund Poulsen til at mødes med en række toneangivende republikanske senatorer - blandt andre Floridas senator, Rick Scott.
Derudover skal forsvarsministeren mødes med chefen for det internationale F-35 programkontor, hvor han kommer til at drøfte muligheden for hurtigere levering af de nye F-35 kampfly, som forligskredsen blev enige om fredag den 10. oktober.
”Danmark har et langt og tæt samarbejde med USA om forsvarsmateriel. Det kommer til at fortsætte. Amerikansk materiel og teknologi er vigtig for Forsvarets opgaveløsning og Danmarks evne til at bidrage til NATO’s kollektive afskrækkelse og forsvar. Anskaffelsen af 16 nye F-35 kampfly udgør en markant styrkelse af Forsvarets kampkraft og et vigtigt bidrag til NATO’s kollektive forsvar og afskrækkelse.” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.