Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

I forbindelse med aftalen om Genopretning af Forsvarets fundament blev der iværksat analyser af IT- og etablissementsområdet. Analyserne viser et behov for yderligere markante investeringer, herunder behov for tidssvarende og sikker IT-understøttelse.

 

Derfor afsættes der nu ca. 800 mio. kr. årligt i 2025 og 2026, som skal sikre hurtig igangsætning af en digital transformation af koncernen mhp. at øge sikkerheden og styrke Forsvarets kampkraft. Den øgede digitalisering er også afgørende for at opfylde NATO’s styrkemål.

 

”Vi er i gang med en historisk opbygning af Forsvaret. Det betyder, at vi også skal prioritere en hurtig opbygning af Forsvarets digitale kapacitet. Derfor afsætter vi som en indledende investering ca. 800 mio. kr. årligt i 2025 og 2026, som skal bidrage til den digitale transformation og øge kampkraften. Det er helt afgørende for et moderne forsvar”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Programmet finansieres med midler fra Accelerationsfonden. Der vil senere skulle træffes beslutning om yderligere midler til udvikling af IT-området.  

 

”De foreløbige bevillinger til it-området sætter os i stand til at igangsætte en række initiale investeringer i transformation og digitalisering. Det lægger fundamentet for en digital integration af forsvarets militære enheder, så vi kan samle vores kampkraft i fremtiden. Samtidig investerer vi i en akut styrkelse af cyberforsvaret i Danmark, herunder den it-understøttelse, som er helt nødvendig for at opretholde Forsvarets operationelle kapaciteter. De mange store nyanskaffelser på forsvarsområdet, som Danmark foretager i disse år, kræver digital understøttelse, ligesom der er behov for at forny den digitale infrastruktur på visse samfundskritiske områder. It-området står foran en lige så omfattende omstilling som Forsvarets øvrige kapaciteter. Og det hele skal gerne ske samtidig for at understøtte Forsvarets behov for at kunne indgå i Multi-Domæne Operationer,” siger Per Pugholm Olsen, generalløjtnant og direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

 

FAKTA

  • Analysen af IT-området anbefaler en markant udbedring og udvikling af IT-området.
  • Analysen er lavet i samarbejde med en ekstern konsulentvirksomhed og kommer blandt andet frem til, at koncernens IT-styring er utilstrækkelig, og at IT-budgettet er i strukturel ubalance.
  • Analysen estimerer et merbehov på 17,5-21 mia. kr., der ud over at indhente teknisk gæld mv. også skal styrke informationssikkerhedsområdet og sikre, at data fra Forsvarets kapaciteter kan anvendes på tværs af platforme og domæner (Multi-Domain Operations).