Nyheder
Forsvarsministeriet undersøger mulighed for brug af rammeanlægslov i Hørsholm
Forsvarsministeriet er i dialog med Hørsholm Kommune om mulig anvendelse af den særlige rammeanlægslov i relation til Weibels testcenter i kommunen.
Forsvarsministeriet
I september 2025 vedtog Folketinget lov om bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål (rammeanlægsloven), der skal bidrage til, at det kan gå hurtigere med at gennemføre bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter, der tjener væsentlige nationale forsvarsformål. Lovens hovedformål er at understøtte en hurtigere opbygning af Forsvarets kampkraft.
I praksis betyder loven, at eksempelvis bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter, der tjener væsentlige forsvarsformål, vil kunne undtages fra sædvanlige krav om f.eks. byggetilladelser eller miljøgodkendelser, hvis det er påkrævet for at opnå formålet med projektet eller aktiviteten.
Forsvarsministeriet har igangsat en proces, der har til formål at vurdere, om kriterierne for at gøre brug af rammeanlægsloven er opfyldt i relation til Weibels testfaciliteter på Stumpedyssevej 40 i Hørsholm.
Ved vurderingen af, om rammeanlægsloven kan finde anvendelse, skal det konkret afgøres om driftsaktiviteten på testcenteret opfylder et væsentligt nationalt forsvarsformål, og om det er nødvendigt at anvende reglerne i loven, eller om formålet kan opnås på anden vis.
Forsvarsministeriet forventer at kunne foretage en vurderingen inden april 2026.