Nyheder
Ny aftale åbner for ukrainske forsvarsvirksomheders produktion i Danmark
Danmark og Ukraine indgår aftale, som skal gøre det muligt for ukrainske forsvarsvirksomheder at etablere produktion i Danmark. Samtidig afsætter Danmark 500 mio. kr., der skal bruges til at sætte fart på etableringen af ukrainsk forsvarsindustri i Danmark. Integration af dansk og ukrainsk forsvarsindustri vil gavne begge landes sikkerhed.

Forsvarsministeriet.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og den ukrainske forsvarsminister Rustem Umerov har underskrevet en aftale, der skal støtte ukrainske forsvarsvirksomheders etablering af produktion i Danmark. Regeringen har reserveret 500 mio. kr. til indsatsen for at styrke etableringen af ukrainske virksomheder i Danmark.
”Danmark går foran ved at give ukrainske forsvarsvirksomheder mulighed for at starte produktion i Danmark. Aftalen skal danne grundlag for et tæt samarbejde mellem danske og ukrainske forsvarsvirksomheder. Det vil samtidig give det danske forsvar nemmere adgang til nogle af de nyeste teknologier og erfaringer fra Ukraine. På den måde vil integrationen af vores forsvarsindustrier være til stor gavn for begge landes sikkerhed og kampkraft”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
”Aftalen markerer et næste vigtige skridt i det nye ’Build-with-Ukraine-initiativ’, som jeg annoncerede ved det sidste møde i Ramstein-formatet. Jeg er glad for, at Ukraine igangsætter denne næste fase netop sammen med Danmark, som er en af vores nærmeste partnere, og som har bidraget med milliarder til støtte for Ukraines sikkerhed, samt skabt vækst i vores forsvarsindustri gennem den Danske Model. Aftalen udgør fundamentet for det dansk-ukrainske samarbejde i de næstkommende årtier,” siger Ukraines forsvarsminister Rustem Umerov.
Den danske og ukrainske forsvarsminister underskrev aftalen i forbindelse med NATO-topmødet i Haag.
”Putins rædsler kender ingen grænser. Danmark har stået skulder ved skulder med ukrainerne siden krigens begyndelse. Og nu viser vi endnu engang, at den danske støtte fortsætter ufortrødent. Vi lever i en urolig tid, hvor det er helt afgørende, at vi har en stærk forsvarsindustri. Med aftalen kommer vi et stort skridt tættere på at kunne indfri den danske forsvarsindustris store potentiale. For på en trist baggrund har den ukrainske forsvarsindustri fået mange værdifulde erfaringer, som vores egen forsvarsindustri nu endnu nemmere kan drage nytte af, når vi byder ukrainerne velkommen på dansk jord. Det er et stort bidrag til Ukraines frihedskamp samt den danske og europæiske oprustning,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
I den nuværende sikkerhedspolitiske situation er der behov for at sikre opbygningen af nye faciliteter og forsyningskæder i Europa for at styrke Danmarks og Europas samlede kampkraft. Ved at ukrainske virksomheder etablerer sig i Danmark vil Forsvarsministeriet i samarbejde med Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet sikre en højere grad af integration af Ukraine i den europæiske forsvarsindustri.
Endvidere foregår den vigtigste erfaringsindsamling og teknologiudvikling inden for forsvarsindustrien i disse år på baggrund af Ruslands krig mod Ukraine.
”Det er på en trist baggrund, at ukrainerne med en enorm hastighed og dygtig innovationskraft har formået at opbygge og skalere deres forsvarsproduktion. Danmark har siden Ruslands invasion i 2022 stået bag Ukraine og ydet markant militær, civil og økonomisk støtte til Ukraine. Det fortsætter Danmark med, og med ukrainske forsvarsvirksomheder i Danmark, intensiverer vi samarbejdet til gavn for sikkerheden i både Ukraine og resten af Europa”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.