Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet.

Artilleripjecer, artilleriammunition via det tjekkiske ammunitionsinitiativ, materiel til kampfly og forøgelse af træningsrammen. Det er nogle af initiativerne i den donationspakke, som forsvarsministeren har orienteret kredsen af partier bag Ukrainefonden og forsvarsforligskredsen om.

 

”Det ukrainske behov for hjælp og støtte er desværre ikke blevet mindre. Jeg er glad og stolt over, at vi igen kan afsætte midler til donationer, som vil gøre en forskel på slagmarken både på den korte og den lange bane. Danmark har fra begyndelsen af krigen været en trofast støtte for Ukraine. Det kommer vi også til at være i de kommende år”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Donationspakken, som er den 26. i rækken, indeholder militær støtte for cirka 4,2 mia. kroner i perioden 2025-28 og finansieres inden for rammen til militær støtte under Ukrainefonden og refusionsindtægter fra den Europæiske Fredsfacilitet (EPF).

 

I rammen af den nordisk-baltiske støtte til opbygningen af ukrainske brigader doneres artilleripjecer, der leveres med ammunition. I foråret 2024 blev det tjekkiske ammunitionsinitiativ etableret med udgangspunkt i en fælles opfordring fra Danmark, Tjekkiet og Nederlandene om at gå sammen om at finansiere indkøb af artillerigranater til Ukraine. Med afsætning af yderligere midler til det tjekkiske initiativ i 2025 vil der kunne finansieres et antal yderligere artillerigranater, og Ukraine kan derved bedre planlægge på en stabil levering af artilleriammunition.

 

”Fra dansk side gør vi, hvad vi kan for at give Ukraine de bedste kort på hånden både på kamppladsen og i forhandlingslokalet. Det bedste vi kan gøre her og nu er at øge den militære støtte til Ukraine og styrke den ukrainske forsvarsevne. Derfor er jeg glad for, at vi kan være med til at give det ukrainske forsvar et milliardløft med endnu en dansk donationspakke,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Det ukrainske behov for markant militær støtte er fortsat udtalt i lyset af den fortsatte russiske aggression mod Ukraine. Dette vurderes også at være gældende på længere sigt, efter en eventuel våbenhvile eller fredsløsning.

 

FAKTA
Med Ukrainefonden er der i årene 2023-2028 afsat samlet 66,1 mia. kr. (2025-pl) til militær støtte til Ukraine. Heraf er der med donationspakke XXVI disponeret ca. 64,1 mia. kr. jf. tidligere donationspakker.