Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten

Forsvarsministeriet

Nuuk Havn har i de seneste år været udfordret på kapaciteten af tilgængelig kajplads. Derfor er Forsvarsministeriet og det selvstyreejede selskab, Sikuki Nuuk Harbour A/S blevet enige om at samarbejde om at etablere en dedikeret orlogskaj til Forsvaret. Det sker i forbindelse med den kommende udvidelse af Nuuk Havn. 

”Det er afgørende, at Forsvaret har de bedst mulige arbejdsbetingelser for at løse deres opgave i og omkring Grønland. Jeg er derfor meget tilfreds med, at Forsvaret og Sikuki Nuuk Harbour samarbejder om etableringen af en orlogskaj til Forsvaret, så Forsvarets skibe kan få en dedikeret havn til skibene,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Et udbud om udvidelse af havnen forventes at blive igangsat i løbet af efteråret 2025, og orlogskajen forventes at blive ca. 150 meter lang med en vanddybde på ca. 10 meter. 

Orlogskajen vil kunne åbnes op, når Forsvaret eller allierede ikke er til stede i havnen, således at civil skibstrafik også kan anvende kajpladsen. På den måde kan den udvidede kajplads også komme lokalsamfundet til gode. 

”Som led i styrkelsen af Forsvarets opgaveløsningen i Grønland er det Naalakkersuisuts ønske, at så mange initiativer som muligt kommer det grønlandske samfund til gavn. En ny orlogskaj i Nuuk er et velkomment dual use-projekt, der også kan bidrage til at understøtte den stigende civile skibstrafik i Nuuk. Det ser jeg meget positivt på,” siger Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning Vivian Motzfeldt. 

Orlogskajen bliver etableret, ejet og drevet af Sikuki Nuuk Harbour A/S som den øvrige del af Nuuk Havn. 

”I takt med den positive udvikling i den civile skibstrafik, herunder krydstogtskibsfarten, er Forsvaret udfordret af den begrænsede kajkapacitet i Nuuk Havn. Der er derfor ingen tvivl om, at etablering af en orlogskaj i Nuuk vil styrke Forsvarets militære operationer i Grønland samtidigt med, at Forsvaret i højere grad vil kunne nyttiggøre Nuuks nye internationale lufthavn. En orlogskaj vil derudover øge anvendelsen af lokale virksomheder og leverandører og ikke mindst styrke det allerede tætte samarbejde med Sikuki Nuuk Harbour. Derfor er jeg også glad for, at orlogskajen kan anvendes til den øvrige skibstrafik, når Forsvaret ikke anvender kajanlægget,” siger chef for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen.