FMN logo

Med den nye pakke fastholder Danmark sin langvarige støtte til det ukrainske forsvar. Donationspakken understreger, at Danmark fortsat bakker aktivt op om Ukraines indsats for at forsvare sig mod den russiske invasion.

 

”Med Donationspakke 29 understreges det, at Danmark står bag Ukraine både på den korte og den lange bane. Ukraines kamp for frihed er også Europas kamp, og vi har ikke råd til at svigte ukrainerne. Sammen med vores allierede må og skal vi fortsætte vores støtte, som er helt afgørende for Ukraine,” siger Troels Lund Poulsen.

 

I UDCG deltager op mod 50 nationer, herunder forsvarsministre fra Danmarks vigtigste allierede, samt NATO’s generalsekretær. På mødet blev Danmarks støtte til både det ukrainske forsvar og landets forsvarsindustri fremhævet. Gennem Den Danske Model har Danmark sammen med EU og en række allierede bidraget til at styrke Ukraines egen produktion af forsvarsmateriel betydeligt, hvilket har haft håndfast betydning for krigsindsatsen.

 

”Med Donationspakke 29 sender vi et klart signal om, at Danmark er med hele vejen for Ukraines og Europas skyld. Ruslands angrebskrig i Ukraine går snart ind i sit femte år, og Putin viser stadig ingen tegn på vilje til fred. Situationen kalder på, at vi og allierede læner os frem og ufortrødent fortsætter støtten til Ukraine,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Derudover annoncerede forsvarsministeren, at Danmark også er klar til at bidrage til den 10. våbenpakke til Ukraine i rammen af NATO-initiativet Prioritised Ukraine Requirements List (PURL). 

 

”PURL-initiativet sikrer Ukraine adgang til vigtige amerikanske kapaciteter. Danmark har fra starten bakket op om initiativet og jeg er stolt over, at vi kan bidrage til yderligere en våbenpakke med midler til støtte af det ukrainske flyvevåben, hvor Danmark i forvejen spiller en central rolle,” siger Troels Lund Poulsen. 

 

Forsvarsministeren opfordrede samtidig flere lande til at bidrage gennem Den Danske Model. I alt anskaffes der våben og ammunition for over 12,5 mia. danske kroner gennem modellen i 2025.

 

Donationspakke XXIX afventer endelig godkendelse i Finansudvalget.