Nyheder
Regeringen og forligskredsen afsætter midler til køb af et skib, der skal styrke overvågningen af kritisk undersøisk infrastruktur
Regeringen og forligskredsen følger Forsvarskommandoens militære anbefaling og afsætter midler til at anskaffe frem for at lease en kapacitet til overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur.
Forsvarsministeriet.
På baggrund af opdaterede militærfaglige anbefalinger fra Forsvarskommandoen har regeringen og forligskredsen besluttet at afsætte midler til at anskaffe et skib, der skal styrke overvågningen af kritisk undersøisk infrastruktur. Forsvarskommandoen har på baggrund af en revideret analyse vurderet, at kapaciteten bør købes frem for leases.
”Med en forventet anskaffelse af et skib til overvågning under vandet og på havbunden styrker vi vores evne til at overvåge og beskytte den undersøiske infrastruktur, som Danmark er dybt afhængig af. Det er et område, hvor truslerne løbende udvikler sig, og hvor vi skal kunne reagere hurtigt og selvstændigt. Derfor følger vi Forsvarskommandoens anbefaling om at eje en dedikeret kapacitet, så vi fastholder den nødvendige handlefrihed og operative kontrol og dermed styrker Forsvarets kampkraft mest muligt,” udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Ejerskab fremfor leasing giver en række operative fordele, herunder i forhold til at kunne give fuld frihed i forhold til nødvendige modifikationer på fartøjet samt en større operationel kontrol i konfliktområder og under militære operationer. Derudover vil en anskaffelsesproces kunne igangsættes umiddelbart.
”Med de rette systemer og sensorer styrkes vores evne til at sikre den kritiske undersøiske infrastruktur. Det er en opgave, som vi løser i samarbejde med øvrige myndigheder. Forsvarets evne til at detektere, klassificere og neutralisere afvigelser fra normalbilledet i vandsøjlen og på havbunden forbedres med aftalen. Og det er godt for Forsvaret og for hele Kongeriget,” siger forsvarschef general Michael W. Hyldgaard
Finansieringen sker primært gennem allerede disponerede midler under Accelerationsfonden samt via et begrænset træk på forsvarsministeriet eksisterende økonomiske ramme.
FAKTA:
Det fremgår af tabel 1, at der er offentliggjort disponeringer for 24,9 mia. kr. af de afsatte 25 mia. kr. i 2025 samt 88,4 mia. kr. af de afsatte 95 mia. kr. i 2026-2033. Der er således disponeret samlet 113,3 mia. kr. i 2025-2033 under Accelerationsfonden.
Tabel: Disponeringer under Accelerationsfonden
| Disponerede midler | Mia. kr., 2025-pl. |
| Accelerationsfonden i 2025 | 24,9 |
| Accelerationsfonden i 2026-2033 | 88,4 |
| Disponeret i alt | 113,3 |
Forsvarets køb af skibet forudsætter godkendelse af aktstykke i Folketingets Finansudvalg.