Nyheder
Statsrevisorerne kritiserer Forsvarsministeriets bygningsvedligeholdelse – konkrete initiativer er igangsat
Forsvarets bygningsvedligeholdelse har ikke været tilfredsstillende, konkluderer Statsrevisorerne på baggrund af en ny beretning fra Rigsrevisionen. Forsvarsministeriet anerkender kritikken og har igangsat en række konkrete initiativer til at løse udfordringerne.

Forsvarsministeriet
I en ny beretning om Forsvarsministeriets vedligeholdelse af bygninger i perioden 2018-2023 konkluderer Rigsrevisionen, at Forsvarsministeriets bygningssyn og planlægning af bygningsvedligeholdelsen ikke har været tilstrækkelige. Forsvarsministeren anerkender kritikken.
”Som det er tilfældet på en række andre områder i Forsvarsministeriet har vedligeholdelsen af bygninger i en årrække desværre også været utilstrækkelig, og det er tydeligt, at der er et markant efterslæb på området. Det er samtidig et område, som allerede har et stort fokus, for det er selvfølgelig vigtigt, at der bliver rettet op. Det danske forsvar skal have nogle ordentlige fysiske rammer fremadrettet”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Som led i at få rettet op på området er der gennem de seneste år blevet igangsat indsatser, så bygningssyn kan gennemføres rettidigt, at vedligeholdelsesbehovet kan opgøres, og at planlægningen på området bliver flerårig. I den forbindelse kan det nævnes, at bygningssyn i perioden fra 2021-2024 stort set er gennemført rettidigt, og i en eksternt gennemført analyse af Forsvarets etablissementer fra foråret 2025 er konkrete niveauer for vedligeholdelsesefterslæbet opgjort, ligesom der er sat mål for arbejdet med flerårig planlægning.
Desuden blev der i regi af planen for genopretningen af Forsvarets fundament tilført ca. 2 mia. kr. i 2024-2033 til Forsvarets bygninger, hvor der som en del af dette blev besluttet en akutpakke i 2024 til at håndtere de mest kritiske og akutte problemer. Dertil er der blevet tilført 42 mio. kr. i 2024 og 170 mio. kr. i 2025 til personelnære tiltag til gavn for soldaterne vedrørende lokalt vedligehold og forbedringer på Forsvarets tjenestesteder. Derudover er der tilført yderligere 200 mio. kr. til styrket bygningsvedligehold i 2025.
”Jeg finder det helt centralt, at arbejdet med de initiativer, som er blevet igangsat, fortsættes. Den positive udvikling med at få gennemført bygningssyn skal fastholdes, og med vedligeholdelsesbehovet opgjort og tilførte midler, er der nu et solidt grundlag for det fremadrettede arbejde. Det er min klare opfattelse, at Forsvaret nu har mulighed for at kunne planlægge bygningsvedligeholdelsen mere grundigt, holdbart og langsigtet fremover”, tilføjer Troels Lund Poulsen.
Den eksterne analyse af Forsvarets etablissementer blev gennemført i 1. kvartal 2025 og har sidenhen været forelagt forsvarsforligskredsen. Behandlingen af analysens resultater vil fortsætte i forsvarsforligskredsen.
Bygnings- og ejendomsområdet
Akutpakke til ejendomsområdet
Forsvarsforligskredsen har som en del af genopretningen af Forsvarets fundament aftalt en akutpakke på ejendomsområdet. Akutpakken skal blandt andet forbedre de værnepligtiges indkvarteringsforhold og løse de mest akutte problemer på Forsvarets bygninger, herunder Arbejdstilsynets påbud.
Der er i planen for genopretning af Forsvarets fundament tilført ca. 2 mia. kr. til ejendomsområdet i forligsperioden 2024-2033. I tillæg hertil er der i 2024 tilført yderligere 42 mio. kr. til lokalt vedligehold og forbedring af de fysiske rammer på Forsvarets tjenestesteder.
Læs mere: