Nyheder
Danmark støtter EU-projekt for modernisering af ukrainske træningscentre
Danmark støtter med cirka 22,4 millioner kroner fra Ukrainefonden et EU-projekt for modernisering af træningscentre i Ukraine for ukrainske soldater.
Foto: Forsvarsministeriet
Med et finansielt bidrag på cirka 22,4 millioner kroner til et EU-projekt bidrager Danmark atter til at styrke træningen af ukrainske soldater gennem modernisering af ukrainske træningscentre.
Projektet finansieres af frivillige finansielle bidrag fra EU-medlemslande og gennemføres i samarbejde med den ukrainske non-profit-organisation Come Back Alive. Med projektet konstrueres og anskaffes bl.a. undervisningsfaciliteter, indkvartering og træningsmateriel. Da det er Danmark, der fører tilsyn og afrapporterer om projektet, er Danmark i forvejen bindeled mellem EU og Come Back Alive.
Ved at bidrage til finansiering af etablering af moderne trænings- og indkvarteringsfaciliter på ukrainsk jord, er Danmark og andre EU-lande med til at øge Ukraines træningskapacitet. Dette er afgørende for Ukraines evne til at fastholde frontlinjen. EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender Kaja Kallas har derfor fremhævet indsatsen som et vigtigt europæisk initiativ til støtte for Ukraine.
”Det er vigtigt for opbygningen af den ukrainske kampkraft, at de ukrainske soldater kan træne på ukrainsk jord. Derfor er jeg glad for, at Danmark fortsætter det arbejde, der tidligere er sat i gang, hvor Danmark økonomisk bidrager til styrkelsen af det ukrainske forsvars evne til at træne deres militære færdigheder. Projektet viser, at Danmark og Europa med konkrete indsatser aktivt tager ansvar for at støtte Ukraine i dets kamp for frihed ikke bare for Ukraine, men for hele Europa," siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
Initiativet er endnu et eksempel på et innovativt dansk støtteinitiativ, der gør det muligt at anskaffe udstyr fra flere ukrainske leverandører, end det hidtil har været muligt igennem den danske model for donationer igennem ukrainsk forsvarsindustri. Dermed kan Danmark let styrke træningsindsatsen for de ukrainske styrker ved at sikre den komplette udrustning af træningscentre med materiel fra flere forskellige ukrainske leverandører samtidig med, at Ukraines forsvarsindustri understøttes.
"Europa har investeret betydeligt i at forsyne Ukraine med våben og ammunition. Det er lige så vigtigt at uddanne vores forsvarsstyrker i Ukraine. Effekten af at investere i uddannelsesinfrastruktur er måske ikke så umiddelbar eller synlig som leveringen af våben og ammunition, men det er en langsigtet investering, der sætter Ukraine i stand til at nationalt at opbygge en bæredygtig uddannelseskapacitet i landet.
Træning i Ukraine giver os mulighed for at afspejle virkeligheden på slagmarken og hurtigt tilpasse os, når denne virkelighed ændrer sig. Det reducerer de logistiske omkostninger og sætter instruktører med reel kamperfaring i stand til at omsætte erfaringer fra slagmarken til opdaterede tidssvarende træningsprogrammer. Hvert træningsanlæg, der opføres i dag, styrker Ukraines evne til at forberede bedre uddannede styrker i de kommende år - hvilket i sidste ende bidrager til Europas sikkerhed," udtaler Ukraines viceforsvarsminister Liubov Halan.