FMN logo

Fra ord til handling. Det kan siges at være temaet for årets NATO-topmøde, hvor fokus vil være på opfølgningen af de ambitiøse målsætninger, der blev vedtaget under sidste års NATO-topmøde i Haag. Det gælder særligt forsvarsinvesteringer, men også ambitioner på det forsvarsindustrielle område og en fortsat urokkelig støtte til Ukraine. 

 

Derfor begynder Jeppe Bruus sit topmøde på NATO Summit Defence Industry Forum, hvor han som forsvarsminister bl.a. vil tilslutte Danmark en række multinationale materielsamarbejder og møde repræsentanter fra dansk forsvarsindustri og ministerkollegaer. 

 

”Jeg bakker fuldt op om topmødets fokus på at styrke Alliancens forsvarsindustrielle kapacitet og dermed Alliancens samlede kampkraft og kollektive afskrækkelse. Det er helt afgørende, at allierede i fællesskab arbejder for at skabe en langt stærkere forsvarsindustri og omsætter investeringer til innovative militære løsninger. Derudover er det vigtigt, at Alliancen også integrerer Ukrainske erfaringer i europæisk forsvarsindustri og dermed ruster Alliancen til fremtidens krigsførelse. Industri, teknologi og innovation er en helt afgørende faktor for kampkraft,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus. 

 

NATO’s medlemslande blev ved sidste års NATO-topmøde i Haag enige om at hæve forsvarsinvesteringsmålsætningen til 5 procent af BNP, herunder 3,5 procent til militære kernehov og 1,5 procent til forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter. Ved dette års topmøde kan Danmark annoncere, at der i år er afsat næsten 3,5 procent af BNP til forsvar, herunder ved at investere massivt i danske NATO-styrkemål.  

 

Støtten til Ukraine står også højt på dagsordenen, og blandt NATO-landene er der bred enighed om at stå last og brast med ukrainerne. For Rusland forbliver en trussel mod hele den europæiske sikkerhed. 

 

”Truslen fra Rusland og støtten til Ukraine er også højt placeret på dagsordenen. For der er intet alternativ til at opretholde støtten til Ukraine. Det handler om vores alles sikkerhed. Ukraine er og bliver helt afgørende for den oprustning, som Europa og Danmark står over for, og udviklingen af forsvarsområdet og den europæiske forsvarsindustri skal ske i tæt samarbejde med Ukraine og ved at lære af de erfaringer, de lige nu gør sig på slagmarken,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.

 

NATO Summit Defence Industry Forum afholdes den 7. juli 2026, mens det formelle NATO-topmøde for stats- og regeringschefer finder sted den 8. juli 2026.

 

I dagene i Ankara underskriver forsvarsministeren flere samarbejdsaftaler og hensigtserklæringer om kapaciteter, ligesom han mødes med flere ministerkollegaer.