Nyheder
Forsvarsminister Jeppe Bruus rejser til Cypern til sit første EU-forsvarsministermøde
Forsvarsminister Jeppe Bruus rejser til Cypern for at deltage i sit første EU-forsvarsministermøde. Øverst på dagsorden er EU’s støtte til Ukraine.
Forsvarsministeriet
Forsvarsminister Jeppe Bruus tog søndag til Cypern for at mødes i kredsen af forsvarsministre fra EU’s medlemslande. Her skal ministeren sammen med sine kollegaer bl.a. diskutere støtten til Ukraine, maritim sikkerhed og EU’s kommende sikkerhedsstrategi. Besøget er hans første officielle rejse som forsvarsminister.
”Europa skal stå mere i egen ret og tage ansvar for egen sikkerhed. Det styrker både EU og NATO. Derfor ser jeg frem til at mødes med mine EU-kollegaer og drøfte fremtiden for europæisk forsvar og sikkerhed,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
Et centralt emne på EU-forsvarsministermødet er udmøntningen af EU’s støttelån til Ukraine på 90 mia. euro, der blev besluttet ved årsskiftet. To tredjedele af lånet skal gå til militære indkøb, som først og fremmest skal finde sted i den ukrainske og europæiske forsvarsindustri.
”For den nye regering er det fortsat afgørende, at vi engagerer os og tager ansvar internationalt – særligt ift. støtten til Ukraine. Danmark har sat et markant præg på den sikkerhedspolitiske retning – ikke mindst ift. styrkelse af den europæiske forsvarsevne og støtten til Ukraine. Derfor er jeg glad for, at vi i EU nu har godkendt et lån på 90 mia. euro til Ukraine. Nu skal vi have fokus på hurtigt at få omsat lånet til konkret støtte til det ukrainske forsvar, der hvor de har mest brug for det,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
Derudover skal forsvarsministrene diskutere, hvordan ca. 6,6 mia. euro skal anvendes til støtte for Ukraine. Midlerne stammer fra Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF), som er et EU-instrument til finansiering af militær og forsvarsrelateret støtte, hvor midler øremærket Ukrainestøtten i en længere periode har været blokeret. Der er bl.a. lagt op til, at midlerne skal bidrage til EU’s militære træningsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine) samt til nye fællesindkøb af materiel til Ukraine i den europæiske og ukrainske forsvarsindustri.