Nyheder
NATO anerkender Danmarks arbejde med at efterleve styrkemålene
I ny NATO-rapport anerkender NATO Danmarks oprustning og vilje til at efterleve NATO’s styrkemål. Det skyldes blandt andet, at Danmark har øget forsvarsudgifterne markant samt foretaget flere og markante investeringer i nye store kapaciteter.
Forsvarsministeriet
Danmark har øget sine forsvarsudgifter markant. Der er bl.a. foretaget omfattende investeringer i Arktis-relevante kapaciteter såsom yderligere F-35 kampfly, lufttankningskapacitet og langtrækkende droner.
Samlet set bliver Danmarks udvikling bemærket og anerkendt i NATO’s evaluering af Danmarks forsvarsplanlægning, som finder sted hvert andet år.
”Danmark er i gang med en historisk opbygning af Forsvaret. Der er stort fokus på at leve op til de krav, som NATO har stillet, og jeg er meget glad for, at NATO anerkender vores indsats og oprustning. Det understreger, at opbygningen af Forsvaret er på rette kurs. Ikke blot for sikkerheden i Kongeriget, men også for bidraget til vores fælles forsvar i NATO,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
NATO bemærker særligt investeringerne i store og relevante kapaciteter, hvoraf mange også har relevans for opgaveløsningen i Arktis og Nordatlanten.
NATO fremhæver også områder, hvor der fortsat er udeståender. På visse områder udestår der blandt andet en række investeringer i yderligere kapaciteter.
”Det er naturligvis meget tilfredsstillende, at NATO anerkender vores indsats. Men vi er ikke i mål endnu. Forude venter en stor opgave med at opbygge og modernisere det danske forsvar, for blandt andet at kunne bidrage til NATO’s kollektive afskrækkelse. og det kommer til at tage tid. Vi skal både modtage materiel og have flere soldater. Og soldaterne skal uddannes og trænes. Så vi både kan håndtere nuværende og kommende trusler med et opdateret forsvar,” siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
Danmark har tidligere offentliggjort NATO’s evalueringer, men siden 2022 har Forsvarets Efterretningstjeneste vurderet, at evalueringsrapporterne ikke bør offentliggøres i sin helhed, da rapporterne indeholder følsomme oplysninger om Danmarks militære evne.